Der er godt gang i den, når engelske Mike Skinner aka The Streets giver koncert. I efteråret gav han koncert i KB Hallen, men det endte desværre som omtalt her på siderne i masseslagsmål. Denne gang er det til gengæld Mike Skinner, der har forvoldt skade – på sig selv vel at mærke.
The Streets udgav i sommers sit fjerde studiealbum ‘Everything Is Borrowed’, og det er i den anledning, han i øjeblikket er på turné i hjemlandet. Ved koncerten i Cambridge gik tingene dog lidt over gevind, da Skinner crowdsurfede og kom galt af sted. Han skriver om episoden på sin blog, at han »seriøst aldrig (har) oplevet sådan en smerte« og fortsætter: »Da jeg var yngre brækkede jeg endda begge mine arme, hvor jeg knap nok bemærkede det«.
Danske koncertgængere er heller ikke helt ubekendt med The Streets vilde live show. Foruden den føromtalte optræden i KB Hallen, har den engelske rapper besøgt Danmark ved flere lejligheder, her iblandt Roskilde Festival i 2006 og 2008. Koncerten i 2006 var en energibombe af dimensioner og fandt sted i Arena-teltet. I sommers agerede The Streets så topnavn på Orange Scene og gav en koncert, der af mange blev udråbt som festivalens bedste.