Nyt Mos Def-album ude om tre uger

Sidst vi skrev om Mos Def her på siderne, var historien knap så positiv. Nærmere bestemt handlede det om et overfald på en fotograf og en dertil hørende efterlysning af den amerikanske rapper. Nu har han imidlertid fået rystet blamagen af sig og er klar med nyt album. Det lander allerede i pladeforretningerne om tre uger, nærmere bestemt den 9. februar og hedder ‘The Ecstatic’.

Sammen med Talib Kweli udgjorde Mos Def i slut-90’erne den højt agtede hiphopgruppe Black Star. Siden har Mos udgivet tre soloalbum, ligesom han har også forsøgt sig som skuespiller, hvilket både har kastet Golden Globe- og Emmy-nomineringer af sig. Det nye album er produceret af blandt andre Chad Hugo fra The Neptunes, og indholder gæsteoptrædener fra folk som Black Thought (The Roots) og tidligere Black Star-kollega Talib Kweli.

Sidst Mos Def udgav album var i 2007, hvor hans album ‘True Magic’ fik fire stjerner af vores anmelder, der også gav følgende karakteristik: »Selv om profilerede producere som Neptunes, Kanye West og RJD2 bidrager til musikken, så er det hele tilpas underspillet og grumset til, at man må spidse ørene for at få det fulde udbytte«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af