Talib Kweli sætter kurs mod Århus

Hvis man er fra Jylland og vil se Lou Reed live, bliver man nødt til at tage turen til Sjælland. Men hvis man omvendt vil opleve en af hiphoppens rutinerede rotter, så peger pilen den anden vej: Den 19. maj gæster Talib Kweli nemlig Voxhall i Århus med sin kritikerroste conscious rap.

Kweli slog for første gang sit navn fast som en del af den navnkundige gruppe Black Stars, der sammen med navne som De La Soul, A Tribe Called Quest og Common var en del af hiphop-bevægelsen Native Tongues, der i 80’erne og 90’erne med succes satte mere positive budskaber og social, afroamerikansk bevidst på hiphoppens dagsorden.

Siden 2002 har den 33-årige Brooklyn-rapper dog også plejet en solokarriere, der foreløbigt har resulteret i tre studiealbum. Den seneste tilføjelse til diskografien var 2007’s ‘Eardrum’, der her på siderne blev hyldet med fem stjerner og følgende karakteristik: »Det er et album, hvor man ikke hører enkelte numre, for det er helheden, der fanger«.

Talib Kweli
Tirsdag den 19. maj
Voxhall, Århus
Pris: 250 kroner

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af