Bob Dylan

»You are as whorish as ever, baby you can start a fire«. På sit 33. studiealbum ‘Together Through Life’ er Dylan i et modbydeligt godt humør. Et par gange kan man endda høre den 67-årige sanger bryde ud i en grum latter, mens musikken beskidt banker videre bag ham.

Traditionen tro bakkes Dylan op af sit faste tourband, der denne gang er blevet udvidet med David Hidalgo fra Los Lobos. Og tilføjelsen af hans allestedsnærværende tex-mex-inspirerede harmonika-spil giver musikken et dejligt skær af en dvask sommerdag under den bagende mexicanske sol.

Albummet er i det hele taget forfriskende uambitiøst og lyder som en afslappet jam-session, hvor bandet sløset slingrer sig igennem den rockabilly og sejt svingende bluesrock, de kan til fingerspidserne. Hvor ‘Modern Times’ fra 2006 var en stilfuldt produceret affære, serverer Dylan denne gang, igen under sit producer-alias Jack Frost, de ti numre så skamløst skrabet og råt lydende, at det må løbe Daniel Lanois koldt ned ad ryggen. Og så er der Dylans stemme, der fremstår mere smadret end nogensinde.

‘Together Through Life’ er et fremragende album, der måske ikke når op på samme høje niveau som ‘Love And Theft’ fra 2001, der stadig står som Dylans stærkeste udgivelse i det nye årtusinde, men mindre kan også gøre det. »I’m gonna pluck off your beard and blow it in your face«, synger han til sidst på dommedagshymnen ‘It’s All Good’. Det er et citat fra Shakespeares ’Hamlet’, og hvis nogen kan tillade sig at stjæle fra ham, er det Dylan.