Ol’ Dirty Bastard hyldes

Det er snart fem år siden, at Ol’ Dirty Bastard kollapsede og døde i Wu-Tang Clans newyorker-studie som følge af en overdosis. Nu bliver det dog muligt for fans at finde ud af mere om den ekvilibristiske mc’s liv, når den portrætterende dokumentarfilm ‘Dirty: One Word Can Change the World’ udkommer til november.

Som optakt til filmen er hyldest-albummet ‘All in Together Now Raw: A Tribute to the Ol’ Dirty Bastard’ på vej og forventes på gaden i løbet af maj. På albummet kan man blandt andet høre rim fra Wu-Tang Clan-medlemmerne RZA og Masta Killa, mens medlemmer fra de klan-relaterede hiphop-grupper Killah Army og Brooklyn Zu også lægger vejen forbi.

Bag begge projekter står Ol’ Dirty Bastards fætter Raison Allah, som selv slår sine folder i ovennævnte Brooklyn Zu. Planen er at sende et hyldestalbum på gaden hver anden måned op til dokumentarfilmens udgivelse, men indtil videre er der dog ingen konkrete datoer på nogen af projekterne.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af