Viva Vertigo

»All lyrics are based on real events taking place in Copenhagen, Denmark and New York, US«, står der i bookletten til Viva Vertigos tredje album, og man undrer sig. For Simon Becks tekster, der synes at ville fange en skyggetilværelse af druk, stoffer og dekadence, er så udpenslende, at de fremstår lidet troværdige og til tider direkte tåbelige. Tag nummeret ‘Americana’, en slags smædesang mod kontinentet i vest illustreret ved en prostitueret på følgende måde: »She talks like Jameson /getting fucked on an airplane / she’s an American«. Den lader vi lige stå lidt.

Nu spiller Viva Vertigo en form for musik, hvor teksterne godt kan tåle at komme om på bagsædet. Det handler om at give den los på spaden. Her leverer ‘Vicious Echo’ delvist varen. Ligesom på de to forrige album taler vi garagerock i et Wall of Sound-lydbillede ikke ulig The Raveonettes og i gæld til det Phil Spector-producerede Ramones-album ‘End of the Century’. Et interessant oplæg som dog drukner i for mange halvlunkne sange.

Når Beck får modspil fra andre sangskrivere, bliver det til gengæld godt. ‘Wild Flames of Love’ er skrevet af Sune Rose Wagner og lyser op med sin mere antydende og nuancerede stil. Desuden medvirker Lise Cabble, der tidligere spillede i Miss B. Haven, på flere sange, og hun ender med at være den virkelige attraktion på ‘Vicious Echo’.