The Lemonheads
Karrieren skranter lidt. Det er ved at være mange år siden, du erobrede hitlisterne med sangene ‘It’s a Shame About Ray’ og ‘Into Your Arms’, og dit comebackalbum efter 10 års fravær var ikke nogen kommerciel succes. Du ringer til dit pladeselskab og siger, du ikke har nogen nye sange klar. »Bare rolig«, siger de, »vi har en løsning«.
De beder dig vælge numre til et coveralbum, så du går på jagt i gemmerne. Numrene henter du fra rockklenodier som Gram Parsons, Townes Van Zandt, Wire og nyere kunstnere som den hollandske elektroniske duo Arling & Cameron.
Nu har du brug for et blikfang, og her gør du et scoop i at få overtalt Kate Moss og Liv Tyler til at lege med. Og så går du ellers i studiet og indspiller din guitardrevne poprock. Og på enkelte numre – som Van Zandt-coveret ‘Waiting Around to Die’ – rammer du faktisk rigtigt, for her kan vi høre, at sangen betyder noget for dig.
Men desværre opdager du ikke, at det ikke klæder mænd i din alder at synge »I am beautiful in every single way«, som du gør på den sukkersøde Linda Perry-sællert ‘Beautiful’, eller at det virker næsten komisk, når du gennem en vocoder lyder som en robot på ‘Dirty Robot’.
Så kære Evan Dando. Jeg ved ikke, hvordan ‘Varshons’ er blevet til, men jeg foreslår, at du næste gang tager dit hjerte med på råd.