Efter at have smidt debutalbummet ‘To Makes a Face’ på gaden tidligere i år er When Saints Go Machine travlt optaget med at give koncerter sommeren over. Læs om forsanger Nikolaj Vonsilds seneste oplevelser.
Det bedste album lige nu?
»Grizzly Bear ‘Veckatimest’. Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at det her er et virkelig godt album«.
Dit yndlingsnummer lige nu?
»M. Ward ‘Hold Time’. Jeg har i lang tid været vild med M.Ward og elsker udtrykket, den store lyd, brugen af strygere og hans stemme på ‘Hold Time’«.
Hvad er din nye yndlingskunstner?
»For tiden er det CV Jørgensen. Han er jo ikke ny, men jeg har ikke lyttet til ham før for en måneds tid siden, og det ændrer sig nok også i morgen. Jeg synes, han sætter billeder på min opfattelse af at befinde sig i en storby, og det er en følelse, jeg godt kan lide at have i dag«.
Din sidste store koncertoplevelse?
»Dark Was the Night i Radio City Music Hall i New York som var en fire timers koncert med David Byrne, Bon Iver, The Dirty Projectors, Feist, Sharon Jones and the Dap Kings, My Brightest Diamond og The National. Det var virkelig en god aften med musikken«.
Hvor gik din sidste rejse hen?
»Rejsen gik til New York for at holde ferie, høre musik, kysse og møde nye venner«.
Årets bedste køb?
»Et par AKG-høretelefoner da det sidste par knækkede i mixeren nytårsaften midt i fest-euforien«.
Hvor har du sidst købt tøj?
»På et loppemarked i Brooklyn. Hipsters look out«.

Hvilken ny film vil du anbefale andre at se?
»Så mange film ser jeg slet ikke, men ‘The Wrestler’ med Mickey Rourke i rollen som afdanket amatørwrestler kan jeg stærkt anbefale«.
Hvilken bog har du sidst læst?
»’Blekingegadebanden’. Fin godnatlæsning og med supplerende historier fra mine forældre om Vietnam-krigen, omkring studenteroprøret, alle de venstreorienterede grupper og organisationer, der havde sit udspræng under og efter den, og datidens ungdoms mentalitet blev den nok lidt mere spændende«.
Hvilken hjemmeside har sidst udvidet din horisont?
»Antivj.com. Det er et stykke tid siden, jeg fik den anbefalet af en, jeg kender, men det er stadig de vildeste visuals, jeg længe har set, jeg var slet ikke klar over, at den slags ting kunne lade sig gøre.
Jeg ville ønske man kunne skrive to hjemmesider, der har åbnet ens øjne, så nu prøver jeg. Faldt over den her historie i Weekendavisen og synes, det var noget af det mest morsomme, jeg har læst længe, smukt og tragisk på samme tid at vi som mennesker flygter ind i en drømmeverden, når vores frihed bliver taget fra os, det er i hvert fald det, jeg får ud af at læse artiklen. Artiklen hedder ‘Det Røde Reservat’. Læs den HER!«
Hvem ser du mest op til?
»Nogen gange min familie«.
Dit stamsted?
»København, vand og en Ford Transit«.
Din sidste gode gerning?
»Jeg er ked af at sige, at det sidste stykke tid har handlet meget om mig, da vi har haft virkelig travlt med at færdiggøre vores album og øve alt det nye materiale. Så de gode uselviske gerninger er der nok mangel på«.