Vampire Weekend – knuselskelige overklasse-darlings
Vampire Weekend ville lyde som alle deres newyorker-venner, hvis ikke det var for to signaturer. Den milde afropop-inspiration, som særligt frontmand Ezra Koenig indpoder med ørehængende guitarlicks, og Rostman Batmanglijs bløde, afrundede keys, der ligger helt fremme i lydbilledet. Det er især denne distinkte lyd, der har gjort gruppen til darlings af indie-folket.
Og Vampire Weekend lød sgu godt på Vega: Godt sammenspillet, overraskende groovy og udadvendte med en lun energi mod publikum. Man kan næsten kun holde af de fire overklasseløg med deres studentikose tekster og gode looks, der er collegekønne på den henkastet tjavsede måde. Det gælder også musikken – henkastet tjavset. Mere spartansk end på album men med masser af skæve detaljer, synkoperede rytmer, en behersket skabagtighed og aldrig for farlig til at tage med hjem til din mor. Hvad enten hun er til Peter Gabriel eller The Clash.
Vampire Weekends formel er simpel, og når de er bedst, rammer de et guitar-, keyboard-, eller vokalhook, der er helt suverænt. Koncerten startede virkelig godt med bandets måske bedste sange ‘Mansard Roof’ og ‘Cape Cod Kwassa Kwassa’ som tidlige højdepunkter og sluttede helt på toppen med et hoppende publikum og ‘One’, den behageligt vuggende ‘Oxford Comma’ og ekstranummeret ‘Campus’ som velegnet afslutning.
Men mellem pletskuddene har Vampire Weekend også lunkne middelvarenumre, og de blev pakket ind i midten af koncerten, hvor også to nye sange, ‘White Skies’ med afro-elektrobeat og den ska-punkede ‘Cousins’, blev luftet. Og efter en time var det slut. Vampire Weekend er med blot ét album allerede et imponerende stilrent, men også begrænset orkester. Efter plade nummer to har de forhåbentlig materiale til en hel koncert på toppen.
