Meanderthals
Elevatormusik. Supermarkedssoundtrack. Muzak. Dødssyge ‘Café del Mar’-compilations. Kært barn har mange navne. Det her er bare ikke et kært barn. ‘Desire Lines’ har nu frembragt undrende løftede øjenbryn i flere dage, og associationerne tager kun form af værre og værre klicheer. Det er svært ikke at føle sig henført til en new age-yogatime eller en dårlig chillout-bar et eller andet solbeskinnet sted i verden, hvor der er alt for mange iført hørbukser og Campari-branderter, når man hører albummet.
De ellers talentfulde mænd bag Meanderthals, det britiske producerpar Idjut Boys og norske Rune Lindbæk, skal roses for deres eklektiske omgang med modsatrettede elementer som folkguitar, jazzy rytmer, psykedelia, lounge disco og elektronisk basføring. Et interessant udgangspunkt som vidner om musikalsk og teknisk overblik, der dog desværre munder ud i et album, der er omtrent lige så interessant som brugsanvisningen til en high-tech Bosch-vaskemaskine med utrolig mange, kedelige funktioner.
Termen ‘Meanderthals’ betegner mennesker, der vandrer målløst og uopmærksomt omkring og går i vejen for andre mennesker. Man kan sige, at Rune og idiotdrengene her er kommet os i forkøbet med en beskrivelse af deres eget projekt. iTunes betegner albummets genre som ‘unclassifiable’, og det er ikke helt forkert. Det er unclassifiably tandløst og uvedkommende