Shir Khan

Berlinske Shir Khan slog for alvor sit navn fast på den elektroniske musikhimmel med dobbeltalbummet ‘Maximize!’ fra 2007. Her rev han lytteren rundt i en manege af beskidt electro, ghettobeats og baile funk. Den komplekse genreblanding har ikke ændret sig synderligt i løbet af de seneste to år, og Shir Khans forkærlighed for mixtape-genren kommer atter til udtryk på ‘Exploited’.

Lytteren får smæk for skillingen med ikke færre end 50 skæringer fordelt på to cd’er på en compilation, der byder på et clash af dimensioner. Jan Simon Spielberger lader sig ikke begrænse af genrekonventioner og minimalisternes stringente form. Han åbner op og rækker armene ud til verdens musikalske legepladser, hvor han møder dancehall, booty-funk, balkan og Bollywood-rytmer blandet med electro, techno og house. ‘Exploited’ er således en imponerende sammensætning af musikalske universer serveret med æstetisk sans. Shir Khan hiver genrer ud af deres oprindelige kontekst og sætter dem sammen i nye og forfriskende konstellationer.

Kunstnerlisten er som genreblandingen en alsidig størrelse med navne som Bonde do Role, Modeselektor, Adam Sky, Tomboy&Fredski og Coublestone Jazz, der i form af egne skæringer eller med fingeren på remix-knappen har sat deres præg på denne udsøgte compilation. Med ‘Exploited’ markerer Shir Khan på ny, at han stadig formår at forene et bredt spekter af udtryk til en fuldendt helhed.

Shir Khan. 'Shir Khan presents: Exploited'. Album. Exploited/Import.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af