Hvis du planlægger et besøg på næste års Skanderborg Festival, kan du godt begynde at forberede dig på et nostalgisk trip tilbage til 90’erne, for her bliver der nemlig mulighed for at feste til tonerne af Dizzy Mizz Lizzy. Det for nyligt gendannede rockband har nemlig netop annonceret, at de lægger vejen forbi, når den jyske festival løber af stablen i starten af august 2010.
I sidste måned kunne vi løfte sløret for, at Dizzy Mizz Lizzy ville give i alt fem koncerter i foråret 2010. På grund af stor interesse blev der senere føjet fire ekstrakoncerter til forårets turne, og nu kan man læse på Dizzy Mizz Lizzys Myspace-side, at bandet også tager på turné til sommer, hvor de gæster en række festivaler.
Endnu er Skanderborg Festival dog det eneste konkrete festivaljob, men med Tim Christensens optræden med gamle Dizzy Mizz Lizzy-numre på dette års Roskilde Festival in mente, er det måske ikke helt umuligt, at det gendannede trekløver vil levere den ægte varer til de besøgende på Dyreskuepladsen til næste års festival.