Fu Manchu

Mangeårig forædling er et tveægget sværd. Sommetider fører det til decideret indavl. Den californiske muskelhunderace Fu Manchu er fremelsket henover de sidste knap 20 år med henblik på maksimering af én eneste dyd: Det almægtige riff. Bidragene i bæstets DNA-grundsuppe er blandet blod, spyt og sæd fra fire gadekryds, hvis stamtavler er fuldstændigt overtegnede med stonerrock og punk.

Dette nye album er for disse fire solbrændte skaterdudes ren business as usual. Ingen nye køtertricks, men usvækket tonstungt bid. Som en anden uskolet teenager råber Scott Hill stadig lige så meget, som han synger hver enkelt stavelse, og lyrikken er fortsat herligt metal-pubertær. Hvad kan så overhovedet gå galt?

Jo, når Fu Manchu her risikerer at gå på snuden med deres skateboards, er det fordi kraniekisten systematisk og for 117. gang igen forsøges vristet itu med et sonisk koben i overstørrelse fremfor at blive dirket åben med bare marginalt mere opfindsomme værktøjer. Man trættes og tørster efter charme, hooks og måske bare et lillebitte groove mellem riffenes ufremkommelige bjerglandskaber.

Det er som at møde en afdanket bokser, der efter rigelige dask på dækslet har glemt alt om finter og parader og blot satser på, at modstanderen skvatter omkuld før ham selv. Men han slår stadig gruopvækkende hårdt, og handsker er en by i Rusland. Knockouts’ne er her historien om den megalomaniske ‘Webfoot Witch Hat’, ‘El Busta’ eller 7″-forløberen ‘Bionic Astronautics’. Lyt, men hav plaster og isposer klar.