Massive Attack – højt til loftet
Massive Attack og orkester fik selskab af ikke mindre end tre gæstevokalister, hvor det glædeligste gensyn var med den uforlignelige Horace Andy. Det (næsten) nye nummer ’16 Seeter’ rullede mørke ud i salen med tunge trommer, en rumlende basgang og Andys klagende vokal, der var indbegrebet af det sørgmodige perspektiv, som Massive Attack formidler som få andre. Momentvis fløj tanker og følelser tilbage til årtiet, som rent faktisk havde et navn.
Halvdelen af koncerten bestod af nye numre, og setlisten var modigt opbygget med fire nye numre, før vi udtrykte genkendelsens glæde til tonerne af ‘Risongson’. Langsomt, men sikkert arbejdede showet sig ind på publikum, og koncerten peakede perfekt med ‘Angel’, ‘Safe From Harm’ og ‘Inertia Creeps’. Førstnævntes ‘nu-kommer-jeg-og-tager-dig’-baslinje fik publikum til at vende al opmærksomhed mod scenen, og gruppen udnyttede opmærksomheden ved at eksplicitere sit budskab gennem storskærmens slet skjulte politiske hentydninger.
En af fraserne lød »nå, fortæl os din dom«. Grant ‘Daddy G’ Marshall og Robert ‘3D’ Del Naja efterlod publikum med spørgsmålet om, hvorvidt en koncert kan være for veludført til at skabe den nødvendige intimitet?
Lyden var god, publikum var på, bandet spillede med fin timing, og setlisten var perfekt tilrettelagt. Men alligevel manglede noget. Den klaustrofobiske og intime stemning, som Massive Attack har været garant for siden første udgivelse, er bare pokkers svær at opleve i en stor sal, blandt tusindvis af mennesker og med live-lyd. For selvom Massive Attack gjorde det rigtige og ændrede numrene hist og her (blandt andet ‘Teardrop’ som fik barberet den knitrende lyd af ild i pejsen væk og fungerede fint minimalistisk), så nåede koncerten aldrig helt ind til det personlige forhold, som så mange af os har til den enestående musik. Med andre ord, der var højt til loftet, men den fuldkomne intimitet udeblev.
