Ã…rtiets danske album: Top 25-16

I forbindelse med Soundvenue Decade Issue har vi kåret årtiets bedste danske og udenlandske album. Efter at have udråbt det internationale vinderalbum igår tager vi fra i dag og frem på torsdag fat på 00’ernes 25 bedste danske album.

 

Årtiets danske album: Læs nr. 15-6
Årtiets danske album: Læs nr. 5-1
Læs også vores liste over årtiets 75 bedste udenlandske album

25. Baby Woodrose ‘Chasing Rainbows’ (2007)
Guf Lorenzen havde en af sine bedre stimer, da årtiet gik på hæld, og med ‘Chasing Rainbows’ slog moderskibet Baby Woodrose en flot og flippet krølle på formkurven. Albummet ramte ganske enkelt en gylden og læskende eliksir af psych, pop og garagerock, som sneg sig lige ind i tidens lyd.

24. Den Sorte Skole ‘Lektion # 1’ (2006)
Før det blev moderne at lave mashups, satte Den Sorte Skole niveauet for turntablism-genren. 74 vinylskiver i et virtuost og vitalt mix hvor selv Neil Young og DJ Premier lød som det perfekte match. En tour de force i mesterlig genre-fragmentering og en hyldest til musik i sin helhed.

23. I Got You on Tape ‘I Got You on Tape’ (2006)
En rigtig sniger. Uden store armbevægelser og med Jacob Bellens’ monotone, men mesterlige røst i centrum listede københavner-kvintetten med deres debut langsomt, men sikkert under huden på den tålmodige lytter og står den dag i dag stadig som en funklende stjerne i krydsfeltet mellem art- og indierock.

22. Superheroes ‘Igloo’ (2000)
Superheroes var det første band herhjemme, der droppede berøringsangsten med pastel og synthesizer-årtiet 80’erne. Få havde forinden turdet genoptage lyden fra dengang, som det skete på gruppens andet album, hvor Thomas Troelsens mageløse popøre gjorde lyden relevant igen. Siden blev Superheroes opløst og 80’erne til allemandseje.

21. Figurines ‘Shake a Mountain’ (2003)
Det er ikke alle plader, man bare får lyst til at lægge armen omkring og tage på roadtrip med. Ikke desto mindre er Figurines’ debut af en helt særlig støbning, der spreder en befriende følelse af at være et ungt band, der elsker at høvle bajere, høre Modest Mouse og spille hurtigt. ‘Bright’ kan stadig lyse en kedelig hverdag op.

20. Mikael Simpson ‘Os 2 + lidt ro’ (2002)
Hans lyd blev først forfinet senere i karrieren, men det hele startede på den skramlede solodebut fra det Simpson’ske soveværelse. Takket være Mac og molakkorder var albummet et nybrud indenfor intelligent indie. En nydansk klassiker med poetisk vid og politisk bid, skabt på DIY-manér af en ægte ener.

19. Veto ‘Crushing Digits’ (2008)
Hårdt sagt så spillede Veto electrorock, som så mange andre på debuten ‘There’s a Beat in All Machines’. Derfor var det også et imponerende andet skridt på albumstigen, bandet tog, da maskinerne fik endnu mere beat, variationen blev større, og Troels Abrahamsen slog fast, at hans stemmebånd er blandt landets bedste.

18. Suspekt ‘Prima Nocte’ (2007) Munkekor, ildevarslende skrig og hårdtslående beats blandes med rap om vold, begær, indre dæmoner og forlist kærlighed. Disharmonien lurede konstant under overfladen på dette dybt dragende tredje album fra en flok udskældte drengerøve, der lige pludselig skulle tages alvorligt. Et skræmmende, socialrealistisk og skelsættende hovedværk.

17. epo-555 ‘Dexter Fox’ (2004)
epo-555’s debut virker hele tiden til at være ved at falde fra hinanden. Men de spinkle, hviskende vokaler, de underspillede melodier og det florlette lydbillede bestående af støjombruste guitarer, blid synth og diskrete, maskinelle trommer er netop, hvad der gør albummet så slidstærkt. En melodisk pragtpræstation indhyllet i festøv.

16. Mew ‘Half the World Is Watching Me’ (2000)
Den medrivende og sfæriske rock var sin egen men ville gerne have den halve verden med på en lytter. Paradokset resulterede i både stærkt ophidsende og beroligende lyde, der var sært genkendelige og knap så støjende som debuten. Men Mew lød præcis som Mew og vækkede så småt også udlandets opmærksomhed.

Årtiets danske album: Læs nr. 15-6
Årtiets danske album: Læs nr. 5-1
Læs også vores liste over årtiets 75 bedste udenlandske album

Sponsoreret indhold
Features

GÃ¥ ikke glip af