Årtiets udenlandske album: Top 15-1

15. The Streets ‘Original Pirate Material’ (2002)
Mike Skinner kom direkte ind fra gaden og serverede den nye generations udgave af ‘Her er dit liv’ om »a day in the life of a geezer«. Årtiets hiphop-auteur og gadepoet var født, og da ‘Original Pirate Material’ samtidig bestod af et innovativt musikalsk materiale, der blendede grime, 2-step, UK garage og electronica, var triumfen total. Oi! Oi! Oi!

14. Modest Mouse ‘The Moon & Antarctica’ (2000)
Hvor Isaac Brock tidligere havde udmærket sig ved rablende humor og skæve sange, blotlagde albummet de uforenelige, men uadskillelige modstandere, der martrer hans sjæl: Lys og mørke. Helt ned i malstrømmen til dæmonernes kulsorte raseri hvor lyset i kraft af Brocks uovertrufne melodisans så meget desto mere piblede frem.

13. Animal Collective ‘Merriweather Post Pavilion’ (2009)
Med 12 sange om glæden ved hverdagens skønne banaliteter tog trioen på album nummer otte et melodisk kvantespring. Med stærkt vanedannede psychpop surfede de pludselig med på radiobølgerne. »Will it be just like I’m dreaming?«, spørger bandet på ‘Also Frightened’. Ja, men det var heldigvis ikke kun en drøm.

12. TV on the Radio ‘Return to Cookie Mountain’ (2006)
Her gik Dave Sitek & co. fra at være et interessant bekendtskab til at være førsteelskere for alle med et åbent sind og kærlighed til musikken. Baggrunden var visionære virkemidler, kantede rundgange og en boblende originalitet, der konstant lå på kogepunktet. Med doo-wop, grooves og skæve samplinger de satte nye standarder.

11. Panda Bear ‘Person Pitch’ (2007)
I stil med den tydeligste inspirationskilde, beachboy’en Brian Wilson, emmer albummet af både sol, livsglæde og dybe stik af melankolsk eftertænksomhed. Et både personligt og eventyrligt drømmepop-album brygget på blåøjede vokalmelodier og psych-forvrængede mini-samples fra så forskellige helte som Kraftwerk og Scott Walker. Rørende helstøbt.

10. LCD Soundsystem ‘Sound of Silver’ (2007)
Med intelligente indhug i musikhistorien skrev James Murphy selv musikhistorie i bedste crossover-stil i 2007. ‘Sound of Silver’ var en ren og skær guldgrube af sange, der svejsede legesyge elektroniske forløb sammen med tight rock’n’roll i en energisk og moderne musik fyldt med overlegne synths og underspillet humor.

9. The White Stripes ‘White Blood Cells’ (2001)
Detroit-duoens tredje album blev deres kommercielle gennembrud, hvor Jack White udfoldede sin sangskrivning i sit hidtil fuldeste flor. Hele albummet var spillet med så meget fucking muskel, at al facade blev blæst af. ‘Fell in Love With a Girl’s’ speed-garagepop og ‘Hotel Yorbas’ hærgecountry stod i spidsen for en samling sange uden et eneste svagt led.

8. The Knife ‘Silent Shout’ (2006)
Det maskerede søskendepar skabte en mystik omkring dem selv, som blev fuldendt med denne mørke og mindre åbenlyst poppede treer. Gennem musikkens elektroniske mulm og mørke formåede duoen tilmed at være kønskritiske, politiske og humoristiske historiefortællere. Det fineste Skandinavien kunne byde på.

7. Wilco ‘Yankee Hotel Foxtrot’ (2002)
Den tumultariske tilblivelse, hvor iltre Jeff Tweedy fyrede to bandkammerater, forhindrede ikke albummet i at være blændende. En åndenødsfremkaldende hjerteknust alt. country-udgave af ‘OK Computer’ eller et ‘The White Album’ i overalls og komøg, tematisk cirklende omkring kærlighedens miskommunikation samt det at selvdestruere og heles igen.

6. Sufjan Stevens ‘Illinois’ (2005)
Med dets hvirvlende arrangementer og personliggjorte historiebogslyrik driver ‘Illinois’ af ambition. Men hver gang Sufjan med sin altid nænsomme røst sigter mod stjernerne i medrivende orkestralt overdrev, er han hurtig til at hive sig selv ned i mere intime banjorammer. Denne sublime vekselvirkning gør albummet særdeles modigt og mesterligt.

5. M.I.A. ‘Kala’ (2007)
Maya Arulpragasams andet album er essensen af et årti, hvor alle grænser smuldrede. Med producerhjælp fra primært Switch, men også Diplo og Timbaland, lykkes det hende at blande Bollywood-pop, dancehall, stammetrommer, Baltimore-beats og rendyrket pop, imens hun stjæler tekster fra Pixies og sampler både afrikanske fiskere og The Clash.

4. Interpol ‘Turn on the Bright Lights’ (2002)
Paul Banks dystre vokal drager paralleller til Ian Curtis’ ditto, og debutalbummet emmer af lige så meget nødvendighed som tidlig Joy Division, men Interpols sløve postpunk stod let distancen på egen hånd. De alvorstunge melodier og den kompakte instrumentering er helt deres egne, ikke mindst takket være de ringende guitarlag.

3. Radiohead ‘Kid A’ (2000)
I 90’erne havde de fire englændere allerede eksperimenteret med deres rocklyd på ‘OK Computer’, der gav bandet mainstream succes. Så meget at det blev for meget for Thom Yorke. For bandet ville noget andet. De ville udfordre sig selv og deres lyd. Og det var præcis, hvad ‘Kid A’ gjorde. Og sangene satte nye standarder for, hvad et rockalbum kan og må.

2. Arcade Fire ‘Funeral’ (2004)
Det lød næsten for godt til at være sandt, da det canadiske indierock-kollektiv dukkede op ud af det blå med et mesterligt debutalbum pakket ind i en koncept-lignende baggrundshistorie om talrige dødsfald i den nærmeste familie. Men den er god nok: ‘Funeral’s funklende rockmagi er ikke blegnet, siden det udkom i 2004.

1. The Strokes ‘Is This It’ (2001)
En perfekt halv times rockmusik, der ganske vel trækker på især Velvet Underground og Television, men som ofte giver inspirationskilderne baghjul. Selv her otte år efter forsøger bands ihærdigt at kopiere den stramme monoriff-skabelon. Masser af fine rockalbum er blevet spyttet ud, men ingen så homogene, catchy og rent ud sagt geniale som dette.