Ã…rtiets udenlandske album: Top 35-16

35. Outkast ‘Stankonia’ (2000)
Det tog tid, før man hørte det. Og det tog år, før man forstod det. Outkast var langt forud for deres tid, og ‘Stankonia’s spændstigt funkede og forførende soulede hiphop havde både vidtrækkende appel og ambitioner. Prædikende, provokerende, politisk og poppet. Sammen med singlen ‘Ms. Jackson’ sendte det endegyldigt Outkast op i superligaen.

34. Hot Chip ‘The Warning’ (2006)
I en tid, hvor det krævede sit at få indiefolket til at lytte til elektronisk musik, nedbrød de skøre briter med deres andet album i den grad barrieren. Og med Alexis Taylors underspillede vokal i front skabte gruppen et elektronisk indiepop-monster, som både tager sig fantastisk ud på dansegulvet og i soveværelset.

33. Arcade Fire ‘Neon Bible’ (2007)
Hvor den mesterlige debuts sange handler om den mere intime smerte, som familiemedlemmers død forårsager, så er ‘Neon Bible’ snarere et opulent epos om de tømmermænd, hele verden plages af. Bandet sværtede indiehymnerne buldrende sorte i religiøse dommedagsovertoner og ramte plet i en tid, hvor verden sukkede mere end nogensinde over terrorkrig og aftrækkerliderlige cowboypræsidenter.

32. Franz Ferdinand ‘Franz Ferdinand’ (2004)
Svorne rockfans var ikke til at hive væk fra dansegulvet, da den overraskende hitsingle ‘Take Me Out’ midt i januar satte effektivt skub i musikåret 2004. Og på skotternes selvbetitlede debut, der fulgte en måned senere, fortsatte festen med sylespidse punkfunk-riff, ulastelige grooves og den ustyrligt veloplagte front-sprællemand Alex Kapranos.

31. TV on the Radio ‘Dear Science,’ (2008)
Brooklyn-bandet fandt på ‘Dear Science,’ flere forrygende formler for sammensætning af stilarter i spændende rytmiske rammer. Deres udfordrende og nysgerrige artrock var på tredje album stadig frit jazzet, funket, soulet og postpunket, men flere ørehængende omkvæd gjorde deres udtryk mere tilgængeligt.

30. Daft Punk ‘Discovery’ (2001)
På ‘Discovery’ forlod den franske duo debutens Chicago-house og skabte med et overskud af kreativitet en unik og mere poleret, disco-orienteret lytteoplevelse. Kitschede effekter som vocoderen ramte med en syntetisk, androgyn lyd tiden perfekt, og omkring halvdelen af albummet blev fortjent store hitsingler.

29. Klaxons ‘Myths of the Near Future’ (2007)
Som en fuckfinger til den traditionsbundne engelske guitarrock kastede den cool trio et forbløffende effektivt debutalbum af sig, der i den grad dyrkede kombinationen af festlig dancepunk, smittende vokalharmonier og melodisk poptæft. Overraskende varieret, sprængfyldt med energi over hele linjen og velproduceret af en James Ford i absolut topform.

28. Yeah Yeah Yeahs ‘Fever to Tell’ (2003)
Albummet inkarnerede den attitude og badassness, som Karen O i dag er kendt for. Side om side med Nick Zinners dommedagstunge guitarer gjorde hun det klart, at mændene er nogle dumme kællinger, og damerne er nogle ubrugelige pikkemænd. Bam, bam, bam. Sådan, Karen O!

27. Kanye West ‘The College Dropout’ (2004)
Kanye Wests debut var et paradoks. Den pillede både ved grænserne mellem pop og hiphop, sortes selvforståelse og forestillingen om den amerikanske drøm. På en bund af ultra-melodiøse beats og pitchede vokalsamples rappede han med bid, humor og indsigt om sjælesorg, spiritualitet og succes.

26. Antony and the Johnsons ‘I Am a Bird Now’ (2005)
I begyndelsen vidste man ikke, om man skulle grine eller græde. De fleste endte dog med at græde, fordi det lød så smukt, når den store mand med den fantastiske stemme sang sine bjergtagende sjælehymner om at være fanget i den forkerte krop. Til stadighed et mystisk og dragende værk.

25. Low ‘Things We Lost in the Fire’ (2001)
Op igennem 90’erne imponerede de en hård indie-kerne med deres tvivlende, lavmælte sangbekendelser, men i 2001 kombinerede de det spartanske udtryk med en mere ligefrem melodiøsitet, der inviterede andre end de værste sortseere indenfor.

24. Cat Power ‘You Are Free’ (2003)
Sammen med store drenge som Eddie Vedder og Dave Grohl blev ‘You Are Free’ alt andet end den guitarbårne rockplade, den lignede på papiret. Marshalls sange om frihed havde velbegrundede undertoner af at balancere på kanten af en afgrundsdyb nedtur, og titlens optimisme fik et foruroligende tvivlende skær.

23. Radiohead ‘In Rainbows’ (2007)
Nyt album om ti dage, betal hvad du vil. Det var revolutionerende for et så stort band, og Radiohead inspirerede mange til at følge efter. Desværre betød stuntet også, at musikken kom lidt i anden række. Ærgerligt, når briterne nu igen bød på melodisk rock af højt format. Det var ikke nye mileskridt, men stemningsmættede perler på række.

22. The National ‘Alligator’ (2005)
Forsanger Matt Berninger havde netop sagt sit faste job op, da ‘Alligator’ imod alle odds gik hen og blev en af årets mest omtalte rockalbum. Med et personligt forankret tekstunivers, der kredsede om kærlighed, liderlighed og storbyens melankoli, var Berninger og hans uskolede baryton som det dragende midtpunkt.

21. Björk ‘Vespertine’ (2001)
Fans, der havde håbet på en ‘Homogenic 2’, blev skuffede. ‘Hidden Place’ og ‘Cocoon’ var dækkende sangtitler på et album, der så Björk vende sig indad men samtidig gøre op med enhver forestilling om, at stille er lig stilstand. Tværtimod sprudlede de intime sange kriblende og tyst med klik, opklippede rytmer og stor skønhed.

20. Beck ‘Sea Change’ (2002)
Med sit postmoderne potpourri af funk, folk, hiphop og rock satte den sprælske showman sit solide aftryk på 90’erne. Men i det nye årtusinde demonstrerede Beck, at han også er en begavet singer/songwriter. Ovenpå et forlist forhold skabte han inderlige sange uden skyggen af ironi, hvor melankolien gik hånd i hånd med magien.

19. The Shins ‘Chutes Too Narrow’ (2003)
‘Chutes Too Narrow’ cementerede The Shins’ position som indierockens ypperste sangsmede. Og med James Mercers småmelankolske tekster henover hvirvlende guitarer og uforskammet catchy melodier blev ‘den svære toer’ til en lille halv time i pophimlen.

18. Grizzly Bear ‘Veckatimest’ (2009)
‘Veckatimest’ var den foreløbige kulmination på kvartettens skyhøje ambitioner, og ikke så meget som en vejrtrækning blev overladt til tilfældighederne på de 12 genrekrydsende skæringer. Den helt store genistreg var, at det til trods for de store anstrengelser, albummet utvivlsomt må have krævet, lød så legende let.

17. Justin Timberlake ‘FutureSex/LoveSounds’ (2006)
Sammen med beatmaestroen Timbaland legede Justin Timberlake sig frem til en lyd, der på én gang var både sanseopløftende, sofistikeret og sexet. Alt sammen båret frem af en funky falset, dynamisk attitude og groft dansable beats, der skulle vise sig at præge populærmusikken og klubberne resten af årtusindenet.

16. The Postal Service ‘Give Up’ (2003)
Takket være det amerikanske postvæsen skabte Jimmy Tamborello aka Dntel og Death Cab For Cutie-sangeren Ben Gibbard en lille perle af et album med synthpop for indienørder. Gibbards rocktilgang og Tamborellos IDM ditto var et perfekt match og gav med garanti mangt en rockmusiker lyst til at finde ud af, hvad de der computere kunne bidrage med.