Ã…rtiets udenlandske album: Top 55-36

55. Missy Elliott ‘Miss E… So Addictive'(2001)
Tredje album fra verdens største kvindelige rapper var ikke blot et respektindgydende bevis på hendes sangskriverevner, men står stadig som en af hendes husproducer Timbalands fineste bedrifter. Albummet var seksuelt, rigt på rå attitude og offensivt nedbrydende overfor r’n’b-verdenens stereotyper. Klubhits som ‘Get Ur Freak on’ er stadig ikke forældede.

54. The Whitest Boy Alive ‘Dreams’ (2006)
Inden discoen for alvor fik sin revival i både klub- og indiemusikken, valgte Erlend Øye og hans Berliner-venner at kombinere de funky toner med enkel og melankolsk indiepop. Med nordmandens umiskendelige vokal i front var outputtet både inderligt og hjerteskærende, men samtidig festligt og hypnotiserende.

53. The Libertines ‘The Libertines’ (2004)
I lyset af hvad Carl Barât og Pete Doherty skabte sammen på deres andet og sidste fællesalbum er bruddet og Dohertys spotlight-selvudslettelse et stort tab for rockmusikken. For sjældent har britisk rock lydt så tilstede og ærlig, som da makkerparret satte ord og lyd på deres umulige samarbejde.

52. Portishead ‘Third’ (2008)
Det banebrydende Bristol-band vendte tilbage i triumf efter mere end ti års tavshed med intet mindre end et vaskeægte mesterværk, der hverken skelede til egne tidligere imponerende triphop-meritter eller nutidens musikalske trends men i stedet skabte sin egen verden af smuk smerte og fremmedgørende forløsning.

51. Jenny Wilson ‘Love and Youth’ (2006)
Solodebuten tog det bedste fra First Floor Power, smed det værste indie-snobberi overbords og omfavnede et magisk popunivers. Og Wilson blev en fortjent, men overraskende popdronning med sine dagbogsfortællinger, skingrende skæve vokal og melodier med en smittefare større end svineinfluenzaen. Sjældent har pop været så original.

50. Iron & Wine ‘Our Endless Numbered Days’ (2004)
Fleet Foxes og slænget af utrimmede, følsomme fyre har sidenhen forsøgt sig, men skægget folk bliver altså ikke mere organisk klimprende og akustisk indtagende end på amerikanske Sam Beams andet studiealbum – ikke mindst på grund af hans dunbløde røst. Og så er ‘Naked As We Came’ helt enkelt en af årtiets allerbedste ballader.

49. Beirut ‘Gulag Orkestar’ (2006)
Af alle kunstnere, som i 00’erne omfavnede musikken fra Balkan, gjorde Zach Condon det mest overbevisende melankolsk og bredt tilgængeligt. Med drivende sentimentale blæsere og raslende percussion som bagtæppe sang han sin indiepop i retning af den franske chanson-tradition med en imponerende stilsikker fornemmelse for en 19-årig debutant.

48. Girl Talk ‘Night Ripper’ (2006)
Greg Gillis ramte hovedet på sømmet i den moderne download-kultur. Som Girl Talk samplede han alt, blandede alt og gjorde det hurtigt. Det skamløse power-mix, som ‘Night Ripper’ var, udgjorde et super poppet lydspor til zapper-generationens fest 2.0. Det var frækt, utålmodigt og vanvittigt underholdende.

47. Jens Lekman ‘Night Falls Over Kortedala’ (2007)
Den svenske crooner er på sin vis unik. For hvem andre kan kombinere et The Avalanches-inspireret samplergen med storladen orkesterpop og slippe godt fra det? Lekman kan, og på hans tredje album går pop-klicheerne og de skæve tekster op i en højere enhed, der både er romantisk, melankolsk, humoristisk og fuldstændig elskværdig.

46. The Flaming Lips ‘Yoshimi Battles the Pink Robots’ (2002)
De notorisk mærkelige amerikanere var ikke længere først og fremmest mærkelige på et album, der insisterede på at være naivt og tro på det gode i alting. Skøn musik og store omkvæd sådan som det plejer at lyde, når voksne mænd omdanner studiet til legeplads og forsøger at skabe englesang.

45. Burial ‘Untrue’ (2007)
Dupstep-geniet Burial sendte fra sit hjem i London bastunge toner ud over det europæiske kontinent og var om nogen med til at sætte fokus på dupstep-genren. Med reallyde og filmiske samples skaber Burial et dystert og hypnotisk univers af tungsind kendetegnet ved en sønderrivende basgang, der sætter sig i kroppen.

44. Vampire Weekend ‘Vampire Weekend’ (2008)
Afrika blev genopdaget i Brooklyn og mest iørefaldende absorberet af Vampire Weekend, der samlede op efter Paul Simons ‘Graceland’. Med studentikos afropop og kammermusikalsk spidsfindighed var forventningerne til deres debutalbum store, lang tid før det udkom. Hypen holdt, og bandet skabte på bare én plade en helt særegen lyd.

43. Junior Boys ‘So This Is Goodbye’ (2006)
Minimalistisk bliver det aldrig, men den canadiske duo formår som ingen andre at koge deres kølige electropop ned til det mest essentielle. En opskrift som kulminerede på bandets andet udspil, der med sexet synth, blændende melodier og Jeremy Greenspans r’n’b-croon placerede sig intelligent i grænselandet mellem festen og cykelturen hjem.

42. Deerhunter ‘Microcastle’ (2008)
I en sky af blid shoegaze og doven slackerpop kappede Deerhunter navlestregen til de forrige albums mere indadvendte udtryk. Bradford Cox rummer her så meget varme og nærvær i sin ellers sygdomsramte krop, og sammen med sine kumpaner lykkedes det ham at fiske sjældne popperler og straigh-to-the-point indierock-udladninger frem i deres ellers sorte støjpop-sø.

41. MGMT ‘Oracular Spectacular’ (2008)
Selvom Ben og Andrew fik hele Generation Myspace til at synge med i sarkastisk skrålekor om rockstjernelivets forbandelser på det uforskammet catchy gennembrudshit ‘Time to Pretend’, så var resten af repertoiret en heksekedel af stenet psychpop og eksplosive 70’er-riff – en slagkraftig debut der smagte af mere.

40. Yo La Tengo ‘And Then Nothing Turned Itself Inside-Out’ (2000)
Man skal helt tæt på højttalerne for at få Yo La Tengos stille sange ind under huden, men så bliver de også siddende. Det her er ikke en plade, man lytter til på samme måde som ‘Is This It’, men den underspillede atmosfæriske støj og de slidstærke melodier gør det svært ikke at blive berørt.

39. Clipse ‘Hell Hath No Fury’ (2006)
Det burde slet ikke hyldes, rap om stoffer og arrogant nedbarberede beats. Men Clipse mestrede at gøre det medrivende, fordi de også tog favntag med frygt, paranoia og skyldfølelse. Læg dertil Neptunes’ skruppelløse produktioner, der med få, effektive virkemidler og skarpe kontraster i lyden danner den perfekte bund for tvillingernes tørre flow. ‘Drug rap’ens egentlige hovedværk.

38. Wolf Parade ‘Apologies to the Queen Mary’ (2005)
For en stund bejlede Spencer Krug og Dan Boeckner til titlen som indierockens svar på Lennon/McCartney. Kombinationen af Krugs rebelske og uforudsigelige keyboard-eskapader og Boeckners spændstige guitarstrukturer skabte sød og udfordrende musik og endnu frodigere grobund for at hævde, at Canada i musikalsk forstand var stedet, det for alvor sneede.

37. PJ Harvey ‘White Chalk’ (2007)
Det er de færreste album, der giver gåsehud, bare man tænker på det. Men PJ Harvey var makabert intim, da hun satte sig ved klaveret og fremtvang det mesterlige ‘hite Chalk’ Et lydspor til en følelsesmæssig isvinter og en milepæl fra en fantastisk dame.

36. Animal Collective ‘Sung Tongs’ (2004)
»Animal who?« var der nok mange, der sagde, da ‘Sung Tongs’ som en smuk solsikke pludselig tittede frem fra den dybe, avantgardistiske undergrund, hvor bandet tidligere havde rumsteret. I et skær af lejrbål, naturromantik og naivitet gav dyrebrødrene hele freakfolk-bølgen baghjul med deres akustiske syrehymner og bizarre pop-landskaber fra den tredje dimension.