Ã…rtiets udenlandske album: Top 75-56

75. Crystal Castles ‘Crystal Castles’ (2008)
Med vanvittige Alice Glass i front brød den canadiske duo igennem lydmuren med en debut gennemsyret af punkattitude og Atari-fetichisme. Orden og kaos mødtes på symbiotisk vis, og sammensmeltningen af thrashet bitpunk, ørehængende programmeringer og rendyrket rå power resulterede i et album, hvis lige endnu ikke er set.

74. Foals ‘Antidotes’ (2008)
Mens mathrocken førhen var forbeholdt nicherne, gav den energiske Oxford-kvintet de skæve rytmer en ordentlig indsprøjtning funk og postpunket danseglæde, som på vellykket vis gjorde det endelige resultat mere end tilgængeligt og mere end vellydende.

73. At the Drive-In ‘Relationship of Command’ (2000)
Den trojanske hest på coveret siger det hele. Med deres hæsblæsende videreførelse af Fugazis frenetiske posthardcore fik El Paso-kvintetten snedigt sneget sig ind i bevidstheden hos kvalitetshungrende musikfans på jagt efter ny spændende rock i en ellers nu-metal-domineret tid.

72. Midlake ‘The Trials of Van occupanther’ (2006)
Det formidabelt nostalgiske åbningsnummer ‘Roscoe’ lagde linjen på texanernes andet album, der er en lang rejse tilbage til 70’ernes folk- og softrock med Neil Young som hovedreference. Det lyder måske kedeligt, men bandets miks af traditionel sangskrivning, sirlige vokalharmonier og 70’er-tværfløjter ramte noget troværdigt og inderligt.

71. Broadcast ‘Haha Sound’ (2003)
Få formår som Broadcast at lyde som ingen andre. Med heftig 60’er-nostalgi, lagkagetyk orkestrering og den vidunderlige optøede isdronning Trish Keenan på vokal gik trioens udknaldet psykedeliske popperler hånd i hånd med længselsfulde ballader på bandets mest vellykkede album til dato.

70. Cut Copy ‘In Ghost Colours’ (2008)
Det perfekte popalbum findes selvfølgelig ikke. Men med deres andet udspil kom den australske trio meget tæt på. Electropop, indieguitarer og 80’er-klingende new wave omrystes til et dansevenligt sommeralbum af dimensioner, som med indlagte mellemstykker smelter sammen til én stor dynamisk og humørspredende solskinsindsprøjtning.

69. Okkervil River ‘Black Sheep Boy’ (2005)
Så desperat og blodig havde countryrock aldrig lydt før! Frontmand og sangskriver Will Sheff havde ikke blot et solidt greb om den akustiske guitar. Han havde også godt fat i den kniv, der skulle skære pulsåren over bagefter. ‘Black Sheep Boy’ var og er et dybt bevægende og intenst primalskrig.

68. LCD Soundsystem ‘LCD Soundsystem’ (2005)
Med 70’er-psykedelia og 80’er-new wave lukkede James Murphy frisk luft ind på dansegulvet i 00’erne, anført af discopunk-hipster-hittet ‘Daft Punk Is Playing at My House’. Men det var LCD Soundsystem, der blev spillet hjemme hos alle os andre. For nok lå det musikalske fundament i fortiden, men resultatet var lyden af fremtiden.

67. The Radio Dept. ‘Lesser Matters’ (2003)
En halvg(l)emt perle fra svenskerne der ufortjent altid er endt som ligeved og næsten. Debutalbummets shoegazepop er indhyllet i så meget knas og guitarfeedback, at The Jesus and Mary Chain må have været stolte. Tilsæt enkle trommeloops og Johan Duncansons drømmende, blide vokal, og du har 40 minutters beskidt himmelfart.

66. Dirty Projectors ‘Bitte Orca’ (2009)
Det tog Dave Longsthreth otte udgivelser og omtrent lige så mange år at finde den perfekte udledning for sit krøllede musikintellekt. Her lykkedes det endelig at få de rytmisk og harmonisk komplekse kompositioner strikket sammen på en måde, så de både holdt fast i det prøvende men samtidig fremstod melodisk tilgængelige.

65. Spank Rock ‘YoYoYoYoYo’ (2006)
Med Baltimores klubscene som slagfærdig brændsel fik mc’en Naeem ‘Spank Rock’ Juwan og produceren Alex ‘XXXchange’ Epton alle til af feste igennem til deres røvrystende beats og flabede ‘dirty rap’, der nærmest gav selv 2LiveCrew røde kinder. Siden har vennerne Amanda Blank og Kid Sister forgæves forsøgt at gøre dem kunsten efter.

64. Queens of the Stone Age ‘Songs For the Deaf’ (2002)
Det er pivsvært at vælge mellem de fire album, som Josh Homme og hans hulekvinde-hof udgav i årtiet. En sand slikbutik. Men ‘Songs For the Deaf’ er selvfølgelig gennembruddet. Med dynamitbundtet Dave Grohl bag trommerne blæste de sydcaliforniske tungrockere på det radiofikserede konceptalbum ørkennatten ind i stuer og hjerter verden over.

63. …And You Will Know US by the Trail of Dead ‘Source Tags & Codes’ (2002)
Texanerne fastslog med deres magnum opus, at de ikke kun er de instrumentpulveriserende tornadoer, som det via liveoptrædener rygtedes. Bandet levede for alvor op til sit prætentiøse navn og rev og flåede sig gennem numrene, som gjaldt det deres liv. Og enhver må bøje sig for de utrolige melodier og hooks, som alligevel gennemskinner kaoset.

62. Grizzly Bear ‘Yellow House’ (2006)
Selv om forsanger Ed Droste allerede havde et album under navnet Grizzly Bear på samvittigheden, er ‘Yellow House’ på mange måder et debutalbum. Her samlede Brooklyn-kvartetten for første gang kræfterne omkring et ekstremt fokuseret udtryk, der fik bandets psykedeliske folkrock til at fremstå på én gang intimt og drømmende.

61. The Rapture ‘Echoes’ (2003)
Newyorkernes andet udspil var et nådesløst rytmeangreb på sanserne, som ved hjælp af dancepunkens virkemidler og en fascinerende innovativ tankegang med garanti kunne sætte ild til ethvert dansegulv. En milepæl for alternativ rock og et forbillede for utallige efterkommere.

60. Arctic Monkeys ‘Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not’ (2006)
Rocken skal indimellem have et los bagi, så blodomløbet ikke størkner. Her kom sparket fra en gruppe uimponerede og tilpas lømmelagtige fyre, der skar riffene så præcist og skiftede tempo så hurtigt, at den ældre generation måbede ærbødigt og den unge jublede. Absolut en af de allerbedste britiske rockdebuter i dette årti.

59. Dizzee Rascal ‘Boy in da Corner’ (2003)
Slang, attitude, humor, sarkasme, smerte, kaos og stærk socialrealisme. Britens mavepuster af en debut havde det hele, og den kontante cockney-rap blev båret frem af aggressive avantgarde-beats og elektronisk ravede rytmer, der efterlod den gængse hiphop håbløst tilbage i stenalderen. Et vendepunkt og en milepæl i britisk hiphop.

58. Madvillain ‘Madvillainy’ (2006)
Hver for sig er de mesterlige, og sammen er de blevet mytiske. MF Doom og Madlibs makkerskab manifesterede sig i et morfende mesterværk. Brygget på jazzede beats, obskure samples, skæve indfald og sløvt, snøvlende rap. Noget af det mest originale og særegne hiphop, som genren har set.

57. Joanna Newsom ‘The Milk-Eyed Mender’ (2004)
Havde Joanna Newsom sunget lige så smukt, som hun spiller harpe, havde debutalbummet næsten ikke været til at bære. Men den barnlige og særegne stemme gav lige præcis det nødvendige modspil til fingrenes harpespil, og ‘The Milk-Eyed Mender’ gav Newsom status som en original og charmerende sangskriver.

56. The Avalanches ‘Since I Left You’ (2000)
Hvad gør man, når man har samlet 900 samples med alt fra golfinstruktionsvideoer til glemte musikhistoriske guldklumper? Med et mageløst overblik syr man det da sammen til et hjernevridende og morsomt indiedance-kluddetæppe og kickstarter et årti proppet med innovativ sample-gøgl og sprælsk mashup-leg.