The Rapture brygger på nye beats

Det amerikanske dancepunk-band The Rapture blev tidligere på året et medlem fattigere. Det forhindrer dog ikke de tre tilbageværende medlemmer i forsat at holde den kreative fane højt. Og det betyder, at musikelskere med smag for newyorkernes dansevenlige toner nu kan se frem til et kommende album fra bandet.

Til indspilningerne har The Rapture allieret sig med franske Philippe Zdar, der er den ene halvdel af producerparret Cassius, og ifølge ham kan man godt se frem til albummet. Til livsstils-sitet Pedestrian.tv fortæller han: »Jeg synes, det stikker i en rigtig god retning. Alle sangene er stærkere… I hvert fald de syv eller otte de sendte til mig. Der er stadig meget af det, jeg elsker ved det første album over de nye numre, og også en masse nye fremtids-agtige ting, så det er virkelig interessant«.

Udover at have udsendt tre Cassius-studiealbum har Philippe Zdar blandt andet også produceret og remixet for landsmændene i Air og Phoenix samt australske Cut Copy og Wu-Tang Cla-rapperen Ghostface Killah.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af