Alicia Keys bejler til Kings of Leon og M.I.A.

Tidligere på måneden bragte vi nyheden om,  at Beyoncé havde haft snøren ude efter Of Montreal, men hun er ikke den eneste popstjerne, der for tiden har snøren ude. For over for The Times afslører Alicia Keys nu, at Kings of Leon, M.I.A. og Sade meget vel kan blive hendes fremtidige kollaboratører.

»Det at arbejde sammen med andre folk er helt sikkert noget, jeg vil gøre mere«, udtaler Keys i forlængelse af sin band-ønskeseddel. Tidligere i karrieren har amerikaneren blandt andet arbejdet sammen med Jack White om James Bond-titelsangen ‘Another Way to Die’ og senest på Jay-Z’ episke New York-hyldest ‘Empire State of Mind’.

I interviewet, der er lavet i forbindelse med hendes aktuelle album ‘The Elements of Freedom’, afslører Keys i øvrigt også, at hun trods sit pænt polerede image, var ret rebelsk som teenager: »En af mine ældste venner har en datter nu, og vi snakker om det hele tiden. Hun siger: »Tænk hvis min datter gør, hvad vi gjorde!««

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af