Årets udenlandske album

2009 lakker mod enden, og det er tid til alle musiknørders yndlingsleg: Listen over årets bedste album. Læs vores bud på de 20 bedste udenlandske album her.

24. december: Årets musikvideoer
25. december: Årets danske album
26. december: Årets udenlandske album
27. december: Skribenternes 2009-favoritter
28. december: Læserne kårer årets album

20. The Flaming Lips ‘Embryonic’
Indie-veteranerne var blevet en konfetti-befængt, politisk korrekt parodi på sig selv. Og hvad gør man så? Som det naturligste i verden dekonstruerede syrehovederne såmænd hele deres musikalske univers i en sky af lo-fi-skramlen, skurrende støjudladninger og søsyge psych-ekskursioner, hvor lytterens (tål)mod blev belønnet med bevidsthedsudvidende lytteoplevelser.

19. Major Lazer ‘Guns Don’t Kill People – Lazers Do’
De to dj’s og producer-pionerer Diplo og Switch forenede deres egoer og talenter og gik på opdagelse i Jamaicas urskov af udsøgte dansefornøjelser. Resultatet er et pivskørt og charmerende bud på retro-futuristisk dancehall og noget nær umuligt at stå stille til.

18. The Antlers ‘Hospice’
Det er en udbredt rock-kliché, at personlig smerte skaber stor kunst. Og at der er noget om snakken, beviste newyorker-trioen med deres respektindgydende konceptalbum om at se sin elskede tabe livskampen til kræften. Tragedien er stor, men sørgmodigheden lindres nænsomt af den udsøgte melodiske sans, der gennemsyrer alle 51 minutter.

17. Cymbals Eat Guitars ‘Why There Are Mountains’
Den stod både på fræsende garagerock, blid shoegaze og episk indierock, da den 20-årige Joseph D’Agostino med sine kumpaner tog lytteren med på en underskøn rejse gennem hele sjælens følelsesregister. Navne som Dinosaur Jr. og Modest Mouse lurer i baggrunden, men bandet lyder mest som det enestående New York-stjerneskud, de nu engang er.

16. La Roux ‘La Roux’
Af årets seje kuld debuterende britiske kvinder med hang til pop tog Elly Jackson stikket hjem, da hun – sammen med sin anonyme musikalske partner Ben Langmaid – susede tilbage til farvernes, højt-hårets og ikke mindst synthpoppens årti, 80’erne. Hendes skarpe falset gav den fornødne personlighed og nerve.

15. Passion Pit ‘Manners’
Okay, det var en pæn produktionsmaskine, den amerikanske kvartet havde kørt sine ellers maniske sange igennem, da debutalbummet blev skabt. Lidt af 2008-ep’en ‘Chunk of Change’s vildskab var slebet væk, og sangene var parkeret sikkert i synthpoppens hjørne. Men sangskrivningen og Angelakos’ uregerlige falset tog stadigvæk stikket hjem.

14. Yeah Yeah Yeahs ‘It’s Blitz’
Et bands tredje album er ofte karrieredefinerende. Hype skal veksles til langtidsholdbarhed, og lyden skal cementeres eller skubbes videre. Newyorker-trioen valgte en blanding. For deres rockenergi er stadig i live, men Zinners guitarer har pænt gjort plads for fremtrædende synths. Imens er Karen O bare Karen O – cool og forførende.

13. YACHT ‘See Mystery Lights’
Besynderligt. Cool. Catchy. På Yachts mesterlige debut befinder vi os i modsætningernes univers, hvor minimalistiske artpop-collager står skulder vedom skulder med dansabel electropop. Tilsæt dertil duoens halvt ironiske/halvt alvorlige leg med symboler, okkultisme og new age-filosofier, og du har et helt unikt værk, der udfordrer skabelonen for festmusik.

12. Arctic Monkeys ‘Humbug’
Hvad der helt præcist skete, da britrock-ynglingene besøgte Josh Homme i den californiske ørken, får vi nok aldrig at vide. Under alle omstændigheder tændte det en voldsom glød i bandet, der uden at ryste på hånden smed NME-manererne i skraldespanden og i stedet begik et overraskende rigt facetteret, klassisk rockalbum.

11. Bat For Lashes ‘Two Suns’
Hatten af for musikere, der tør være grænseløst ambitiøse. Og det turde Natasha Khan på sit andet studiealbum, der imponerede med artpop af en anden verden. Spændvidden er stor: Fra det ligefremt poppede, over det sårbart intime og til det højstemt teatralsk. Og hele vejen igennem med forførende ligefrem melodiøsitet.

10. Jenny Wilson ‘Hardships!’
Hun gjorde det sgu igen! Efter en debut, der slog benene væk under os, var det imponerende, at Wilson formåede at levere endnu en stærk dosis moderne pop. Ikke mindst fordi hun transformerede debutens synthpop til en omgang svingende r’n’b – a la Jenny Wilson, selvfølgelig. Altså befriende skævt og originalt.

9. Atlas Sound ‘Logos’
Bradford Cox’ foretagsomhed kender ingen grænser. Og med ‘Logos” charmerende pendling mellem akustisk lo-fi-intimitet, mere klassiske indierock-udbrud og sugende sample-deliske syrepoptrips tilføjede han endnu en vognfuld stærke numre til det i forvejen bugnende sangkatalog.

8. Phoenix ‘Wolfgang Amadeus Phoenix’
Frankrigs bedste rockband beviste på deres fjerde album, at de langt fra har udtømt deres pop-reserver. Den ene nynnevenlige melodi afløser den anden – fra ‘1901’s knasende indierock til ‘Lisztomania’s legende klaverpop – og så var der endda rum til vellykkede eksperimenter som den næsten otte minutter lange, krautrockede ‘Love Like a Sunset’.

7. Girls ‘Album’
Selv om forsanger Christopher Owens voksede op i en voldelig sekt, har det heldigvis ikke skadet den ‘Lust For Life’, der gennemsyrer det fremragende debutalbum. Det næsten u-google-bare band imponerede med solskoldede sommermelodier og nostalgiske feel-good vibes, der gjorde det umådelig svært ikke at surfe med på deres uforskammet catchy garagepop-bølge.

6. The xx ‘xx’
Med en konstant groovy bas, enkel guitar, simple programmerede trommer og tilbagelænet dreng/pige-duetter modtog den debuterende britiske kvartet (nu trio) fortjent en varm velkomst. For deres underspillede, men sveddryppende perler ramte noget, vi ikke vidste, vi savnede. En slags moderne, hvidmands-r’n’b. At de så også lavede seje remix, gjorde ikke briterne mindre interessante.

5. Bill Callahan ‘Sometimes I Wish We Were an Eagle’
At amerikaneren kan skrive galgenhumoristiske tekster og sortslebne sangperler samt fremføre dem med deadpan-kølig stemmeføring er ingen nyhed. Alligevel fremstod hans seneste tilføjelse til den alenlange diskografi som noget helt særligt. Den store trumf er den svulmende strygeropbakning, der vækker minder om Leonard Cohen og Lee Hazlewood i deres velmagtsdage.

4. Fever Ray ‘Fever Ray’
Karin Dreijer Anderssons soloalbum er lige så magisk, uhyggeligt og dragende, som hun nogensinde har været med brormand Olof ved sin side. Flere synths trak paralleller til The Knife, men duoens upbeat techno-flirt blev erstattet af et mere monotont og tungt univers, hvor hendes forvrængede stemmer suger én ind i et massivt og sammenhængende værk.

3. Dirty Projectors ‘Bitte Orca’
Deres kringlede artrock er stadig en udfordring for renvaskede øregange, men efter blot få gennemlytninger udfolder de mesterlige pop-kompositioner sig, så som ‘Useful Chamber’ og ikke mindst afro-hymnen ‘Stillness Is the Move’, der tilmed giver noget street-cred til r’n’b-verdenen. Bandets helt store force ligger dog i Dave Longstreths overnaturlige vokal og de tre sangmusers excentriske vokaludbryd.

2. Grizzly Bear ‘Veckatimest’
Bloghysteriet udråbte flere måneder før releasedagen Brooklyn-bandets tredje album som et enestående værk – og heldigvis holdt det stik! For de lovende takter fra 2006’s ‘Yellow House’ blev forløst i et overrumplende overflødighedshorn af indtagende melodier, gåsehudsfremkaldende vokalharmonier og luksuriøse arrangementer, der på samme tid fremstod ambitiøst avancerede og direkte iørefaldende.

1. Animal Collective ‘Merriweather Post Pavilion’
Blot en uge inde i 2009 ødelagde Animal Collective det meste af årslistespændingen. For hvor bandet i (store) glimt tidligere har vist deres originale ørehænger-potentiale, hang popperlerne simpelthen på én lang snor på deres ottende studiealbum. At et trods alt stadig relativt kantet album som dette favnede så bredt er tilmed et rørende pragteksempel på den uforudsigelige og åbensindede musiktid, vi lever i.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af