Mens albumsalget fortsat rasler ned, må musikere og deres pladeselskab kigge sig omkring efter alternative indtægtskilder, og her er reklamemusik en af mulighederne. Men det er vigtigt at spørge om lov først, i hvert fald hvis man som pladeselskabs-m/k arbejder for Franz Ferdinand. Ellers risikerer man et ordentligt møgfald.
Uden at informere skotterne om det har deres amerikanske label Epic (der er ejet af Sony) nemlig godkendt brug af gruppens musik på et McDonald’s-site. Og det får forsanger Alex Kapranos til at tænde helt af på Twitter. »Det her site (…) er et eksempel på, hvordan bands ikke bliver forstået af deres amerikanske label. Hvordan kunne de tro, at vi ville godkende det lort?«, raser han, inden han for alvor skruer op for billedsproget: »Dirty bastards. Stupid arrogant motherfucking pig-brained arseholes. Jeg vil hellere æde en kolort i en bolle end en skide MacDonald«.
Han tilføjer dog, at han ikke har noget at udsætte på sit engelske pladeselskab Domino, der i følge frontmanden nu prøver at følge op på sagen. Og så afslører han i øvrigt i et andet tweet, at han »har arbejdet på nye sange hele ugen« sammen med bandkollegaen Nick McCarthy, dog uden at afsløre hvornår de eventuelt havner på et album.