Nyt Hot Chip-sideprojekt ser dagens lys

Alexis Taylor, der spillede til åbningen af den nye klub Le Social på Pumpehuset i fredags, er åbenbart ikke den eneste i det engelske nørdeband Hot Chip, der farer omkring på egen hånd i disse dage. Det viser sig nemlig, at Joe Goddard fra selvsamme band arbejder i et sideprojekt, der går under navnet The 2 Bears.

Bandet består af Goddard og Raf Rundell, der normalt kan opleves i det engelske dj-system Greco-Roman Soundsystem på klubberne i London. De to har med The 2 Bears været faste dj’s i et program på Ministry of Sounds’ radio, og nu er de ved at være klar med deres debut-ep ‘Follow the Bears’, som udkommer online den 12. april. Og hvis man skal tro deres Myspace-side, bliver det en klub-venlig omgang house, den nye ep vil byde på.


The 2 Bears er dog ikke Joe Goddards debut uden for Hot Chip-regi. Han udgav sidste år sin solodebut ‘Harvest Festival’, som byder på alt fra electro-house til uptempo- og synth-inficeret indie, der ikke ligger langt fra Hot Chip.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af