Stereo Total
»Hallo Damenklo! Polyester, silikonen, telefonen! Ein fotoapparat, ein hormonen preparat! Milkshakes et de Corn Flakes! Aaandy Warhoool!«
Stereo Total er tilbage med mere letbenet, kitschet skramlepop. Stadig på ekvilibristisk tysk, engelsk og fransk. Stadig en quirky cocktail af rockabilly, electropop, politisk punk og professionel amatørisme. Det er popkunstigt, humoristisk og fandenivoldsk. De kalder det selv r’n’r – rebelsk og romantisk – og det føles som at blive skudt ud gennem en rød plastickanon med ankertatoveringer på armene og fuckfingre i vejret.
Den aldrende fransk/tyske duo har over de sidste 15 år udviklet en unik opskrift på attitude, energi og intelligent tyggegummipop. Et distinkt musikalsk og tekstuelt univers. ‘Baby Ouh!’s 17 skæringer er dog en del. For selvironien, sarkasmen og de kunstneriske og intellektuelle referencer er massive. Det er lidt ligesom de mennesker, der skal være sjove eller kloge hele tiden. De er helt vildt underholdende og interessante at være sammen med i en halv time, men så får man også lyst til, at de siger noget umiddelbart og alvorligt – eller bare tier stille lidt.
Indtil man når til det punkt, kan man dog fræse særdeles vellydende og underholdt af sted til europæisk 80’er-synth, tyske gloser, feministisk sarkasme og alpehuesvingene frankofili.