Den seneste tid har der været røre omkring Red Hot Chili Peppers.
I december trådte bandets guitarist John Frusciante for anden gang ud af bandet for at fokusere på sin solokarriere, og for nyligt er bassisten Flea dukket op i bandkonstellation Atom For Peace sammen med Thom Yorke. På trods af det er bandet igang med et nyt album, som sædvanlig produceret af Rick Rubin.
»Vi har ret meget materiale. Vi har nok omkring 20 sange. Preproduktion tager et par måneder, men jeg vil sige, at vi nok indspiller rigtigt til juli«, siger trommeslager Chad Smith ifølge NME.
Da guitarist John Frusciante sidste år besluttede sig for at forlade bandet, var det ikke første gang. Han startede i bandet i 1989, men forlod det allerede i 1992 og røg ud i et heroinmisbrug. I 1999 vendte han dog clean tilbage til bandet. Bandet har nu kørt en erstatning i stilling i form af Josh Klinghoffer.
»Josh er en kreativ drivkraft. Han skal spille guitar, han skal skrive musik, han skal synge, og han skal spille keyboard. Vi er alle meget begejstrede over at have Josh med i bandet. Vi var kede af at se John Frusciante gå, men han skal gøre, hvad han har lyst til«, siger Chad Smith.