Spot Festival 2010: Whe Saints Go Machine – haltende klub-ekko

Jeg ved ikke selv, hvad jeg havde gjort.  Forestil dig at du skal spille fredagens sidste koncert på Voxhall, stedet er fuldstændig tætpakket og den århusianske Ceres-øl banker rundt i publikums blodårer. Forvandler du spillesteet til en raveklub, eller insisterer du på melankolien i dit materiale? When Saints Go Machine startede en gedigen fest, fik sat fodballer i rotation og sendt publikum solidt videre i byen ved at gå på kompromis med deres musikalske formåen.

Forventningerne til de danske electropoppere hang sitrende i den varme luft inden koncertstart, og da forsanger Nikolaj Vonsild og resten af bandet entrede scenen, kvitterede publikum med fadølsbrøl.  Selvsikkert lagde bandet fra land og viste, at der ikke var tid til eftertænksomhed men ren og kulørt klubstemning. Vonsilds distinkte vokal er en stor gave til den danske musikscene og har sjældent lydt så godt live som på Voxhall. Suppleret med et bragende lysinferno blev hænderne hurtigt sendt i vejret, og publikum kom ind i en høj, høj stemning, der først sluttede, da bandet gik fra scenen efter deres ekstranummer en time senere.

When Saints Go Machine havde dumdristigt valgt et hårdere og åbent elektronisk udtryk end albummets electromørke og sendte kontante og bragende synthflader ud af højtalerne. Det virkede umanerlig traditionelt og sterilt og den potente melankoli, der ellers kendetegner When Saints Go Machine, forsvandt i de danseopfordrende og dybe elektroniske stød.  Iveren efter at skabe en fest trak i længden bandets mørke charme væk, og fik det til at fremstå som et haltende klub-ekko, uden den potente dysterhed som gør, at When Saints Go Machine ellers er et af de mest interessante electropop-bands i Danmark.