The Depreciation Guild

Med et uovertruffent debutalbum i bagagen og nepotistisk afsmitning fra søsterbandet The Pains of Being Pure at Hearts kometsucces har det sikkert været pærelet for The Depreciation Guild at charmere sig ind hos et über-hipt Brooklyn-label. Det er således lidt af et nemt fund, Kanine Records har gjort sig, men investeringen er givet godt ud, når man lytter til duoens andet udspil.

I forhold til debuten er den dominerende 80’er-Nintendo-lyd trængt lidt i baggrunden til fordel for et mere stadion-svulmende udtryk, som vender vrangen ud på den indadvendte shoegazer-genre, ikke ulig hvad danske SMALL har gang i. Storladenheden når Mew’ske højder på lukkeren ‘White Moth’, og når Kurt Feldmans smæksofistikerede popsange og vokale tilbøjeligheder tilmed er tydeligt inspireret af makkerparret Henrik Balling/Allan Jensen fra Gangway – en fascination delt med åndsfællerne i TPOBPAH – så dunker smørrebrødshjertet af nationalstolthed.

Største forskel er, at rytmerne i højere grad varetages af ‘rigtige’ maskiner og til tider endda en trommeslager af kød og blod, men den lille 8 bit-maskine spøger dog i andre roller, som det fremgår af de indledende blip på det flotte åbningsnummer ‘My Chariot’. Der er få halvsvipsere at påtale, men de er snedigt flankeret af albummets største skatte, nemlig singleforløberen ‘Dream About Me’, ‘Trace’ og titelnummeret. Så lad os glemme dem og skåle i hjemmebrygget boblebrus fra SodaStream-maskinen på, at 80’er-nostalgi kan transformeres til noget så smukt, ægte og fremsynet klingende.