På lørdag indtager de svenske indiepoppere i The Radio Dept. med et af årets foreløbigt bedste album i bagagen. Læs interview med gruppen der går ind for gør-det-selv-metoden.
Genrebetegnelsen indie er efterhånden mere udvandet end world. Den dækker over alt fra bands, der gæster David Lettermans talkshow, til bands, der egentlig bare spiller ganske almindelig, ordinær musik, og som bliver udgivet på kæmpestore selskaber. I gamle dage var man et indieband, hvis man vendte en oprejst midterfinger mod de store pladeselskaber og deres tyranni. Men den slags bands findes stadig. De hedder for eksempel The Radio Dept.
»Vores idealer er egentlig rimeligt simple. De handler om inspiration, om at gøre det selv i håbet om at inspirere andre til at gøre det samme. Vi er et meget hårdtarbejdende band, som ikke overlader den kreative proces til andre parter. Vi skriver, arrangerer, mixer og producerer vores plader selv, og vi designer pladecoverne og de t-shirts, vi sælger til koncerter«, siger Johan Duncanson, der er forsanger i The Radio Dept.
De store selskaber skal ikke bestemme
Det gennemsyrer alt, hvad han siger om musik, at han er tilhænger af nogle værdier og regelsæt omkring popmusikken – en form for pop-anarkisme. Og uden selv at sætte ord på det kunne han have været den radikale bannerfører for den bevægelse. De store selskaber skal nemlig ikke bestemme, hvad der er den rigtige lyd for popmusik. De store blade skal ikke pådutte folk en tvangsheteroseksuel forestilling om, at musikere enten skal have fuldskæg og spille økse eller være en folk-spillende kvindebedårer med en akustisk guitar. Derfor laver Johan, David og Martin fra The Radio Dept. musik i deres eget tempo, på deres egen måde og i deres eget hjemmestudie. Det er en af de mange måder, de distancerer sig fra ham i jakkesættet, der tilbyder en kuffert fuld af penge for at sælge ud og forfalde til det kommercielle.
»Vi er bare ikke interesserede i at være kendte, så vi gør ikke de der ydmygende ting, som andre bands gør. Vi spiller ikke koncerter i hyggelige morgen-tv-programmer og gør ikke noget, der reducerer popmusikken til bare at være underholdning. Vi ville gerne tjene flere penge. For vi har aldrig nogen penge, og vi er ærligt talt trætte af det. Men bandet og musikken er alt for vigtig til at gå på kompromis med. Det ville ikke gøre mig noget, hvis bandet blev større, men jeg vil hellere opløse The Radio Dept. end at tilpasse ideologien til markedet. Vi har indtil videre klaret den på vores egne betingelser. Vi kan ikke give op nu«.
Hylder gør-det-selv-metoder
Siden verden sidst blev beriget med et The Radio Dept.-album, er der gået fire år og en række ep-udgivelser. Med ‘Clinging to a Scheme’ vender bandet sig mere mod sit larmende udgangspunkt i ‘Lesser Matters’ fra 2003. Man hører de poppede melodier boble op mod overfladen gennem støjen, der dog ikke når samme højder som på ‘Lesser Matters’.
»Gør-det-selv-æstetikken er meget tydeligere på vores nye album, end det er på ‘Pet Grief’, som ikke rigtig lyder, som om den er optaget i et hjemmestudie. Det nye album er grovere og mere direkte end ‘Pet Grief’. Begge album blev lavet på den samme måde, men denne gang havde vi mere lyst til at hylde de her gør-det-selv-metoder. Vi tog snavset til os. Hvor rock er det ikke?«, griner Duncanson.
Da The Radio Dept. debuterede med ‘Lesser Matters’ i 2003, var de unge, de var naive, og hadet til de store selskaber var enormt. Forsangeren gik endda så langt som til at sige, at for ham kunne et Warner-logo på hans plader sidestilles med en McDonalds-tatovering i nakken. »Det var en meget sand ting at sige. Det bedrøvelige er bare, at det også gælder for de fleste indieselskaber. Det lærte vi på den hårde måde«, siger den svenske forsanger.
De er allesammen kapitalister
Men dengang ville de bare være på et indieselskab. Så da svenske Labrador tilbød dem en kontrakt, der strakte sig over fire album, skrev de under. Og det betaler de altså stadig prisen for. Labrador-kontrakten siger nemlig, ifølge Duncanson, at selskabet ejer alt, hvad de indspiller, selv om orkesteret selv betaler for indspilningerne. Og så får selskabet halvdelen af alle indtægter fra radio, film og soundtracks. Det er konsekvensen af deres egen ungdommelige naivitet og debut-iver, mener Johan.
»Vi lider under dårlige beslutninger, vi foretog for otte år siden. Ingen tvang os til at skrive under, men Labrador er et indie-label, og derfor stolede vi på dem. Nu stoler jeg ikke på nogen i den her branche længere. Jeg ville ligefrem overveje at signe med et stort selskab nu, og det troede jeg aldrig, jeg skulle sige. Men hvis jeg blev lovet, at folkene i jakkesættene ville lade os gøre det, vi er gode til, ville jeg overveje det. Jeg er pisseligeglad med, hvem der laver telefonopkaldene og sender pladerne til tryk. De er alligevel alle sammen kapitalister«.
Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue #39.