Volbeat annoncerer både album og turné

De har efterhånden en solid fanskare, metalhovederne i Volbeat – også uden for Danmarks grænser. Og er du del af den, så kan du trygt læse videre. Den populære kvartet fortæller nemlig, at deres fjerde album ‘Beyond Hell/Above Heaven’ er klar den 13. september. Og det stopper ikke her – i kølvandet på udgivelsen drager de ud i landet på en turné.

Volbeat blev dannet i 2001 og blev hurtigt populære for deres særegne blanding af tunge riff og 50’er-rock- og rockabilly-inspiration, hvilket blandt andet blev slået fast med deres erhvervelse af P3 Lytterhittet til P3 Guld to år i træk. Og ifølge pressemeddelelsen vil den lyd også være at finde på deres kommende udspil: »Man kan forvente både genkendelig Volbeat-lyd, regulær rock!, samt mere hårdtslående sange«.

Kunne man tænke sig at opleve de nye numre live, kan man fange gruppen i en af Danmarks fire største byer. De starter nemlig den 17. november i Århus, for derefter at sætte kursen mod Aalborg, så København og til sidst rammer de Odense.

Billetsalget starter mandag den 14. juni kl. 10 via Billetlugen.dk.

Volbeat
Den 17. november
NRGi Park, Århus
Pris: 285 kr. + gebyr

Den 18. november
Gigantium, Aalborg
Pris: 285 kr. + gebyr

Den 19. november
Forum, København
Pris: 285 kr. + gebyr

Den 20. november
Odense Idrætshal, Odense
Pris: 285 kr. + gebyr

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af