Vampire Weekend – skæve solstrejf
At amerikanske Vampire Weekend entrerede Arena-scenen til lyden af tung hiphop er måske en selvironisk pointe. For testosteronen driver ikke ligefrem fra kvartetten, der spiller let, lys og legesyg pop, mens de mest ligner en flok velfriserede overklassedrenge til sommerfest i yachtklubben.
På deres hidtil to albumudspil brillerer newyorkerne med en musik, hvor lån fra afro, reggae og calypso giver en sprælsk og spændstig rytmik under de umiddelbart indtagelige og iørefaldende sange. En ubekymret lyd af lyse sommerdage mellem semestrene på college som syntes perfekt timet til den bagende lørdag eftermiddags-hede på Roskilde.
I hvert fald var det en veloplagt time, hvor de venlige vampyrer fik mængden af slidte festivalkroppe til at danse varmen og trætheden væk. Firkløverets tæft for smittende melodier og rytmiske raffinementer er ikke til at tage fejl af, og sangene stod skarpe og velspillede – fra den lystigt sprintende ‘A-Punk’ til den elegant vuggende ‘Cape Cod Kwassa Kwassa’.
Sættet tabte en smule højde mod afslutningen. Men det kunne nu langt fra fjerne indtrykket af et herligt møde med den alternative pops solskinsdrenge. Vampyrer flyver også om dagen.