When Saints Go Machine – festen er i gang
Hvad fanden siger man, når man står foran flere tusind hujende og forventningsfulde mennesker på Orange Scene?
Forsanger i det københavnske electropopband Nikolaj Manuel Vonsild valgte den sikre vej: »Hva’ så, Roskilde«, skreg han, så ingen kunne være i tvivl om, at han og resten af bandet var rigtig, rigtig glade for at åbne den legendariske scene. Synderligt nervøse virkede de faktisk heller ikke, og fra koncertens begyndelse var det tydeligt, at When Saints Go Machine var kommet til Roskilde for at sparke festen godt og grundigt i gang. Det skete med manér og tilbagelænet overskud.
De fire drenge og deres to korpiger var alle sammen klædt i sort, og ud over Vonsilds sporadiske dansetrin var der ikke meget aktivitet på scenen. Til gengæld spillede de perfekt. Silas Moldenhawers trommespil var sindssygt tight, og Jonas Kentons og Simon Muschinskys elektroniske beats sad lige i skabet hver gang. Læg dertil en vokalpræstation fra Vonsild, der var respektindgydende blæret.
Vonsild må simpelthen være én af landets bedste forsangere. Hans vokal ligger placeret et sted imellem Antony Hegarty, Arthur Russell og Bob Dylan anno ‘Nashville Skyline’. Men Vonsild besidder samtidig en råhed og nerve, som er helt hans egen. Det beviste han i fremragende numre som ‘Kids on Vacation’ og ‘Armed (Disarmed)’. »Det er den største oplevelse, vi nogensinde har haft«, sagde han meget ydmygt og tydeligvis overvældet fra scenen. »Det glemmer vi aldrig«.
Det giver tusind gange mere mening at lade et fremadstormende dansk band som When Saints Go Machine åbne Orange Scene end den svenske rapper Petter, som fik æren sidste år. I modsætning til dengang var der langt flere blandt publikum, der havde et passioneret forhold til musikken. Og det smittede at på koncerten. Folk dansede og sang med, og der var i det hele taget ikke nogen grund til at gøre andet. Sådan åbner man Orange.