Someone Still Loves You Boris Yeltsin
Det er uvist, hvad den første russiske præsident efter Sovjetunionens sammenbrud, der døde to år efter bandets debut ‘Broom’ i 2005, måtte have ment om Someone Still Loves You Boris Yeltsins brug af sit navn. Men udover navnet er bandet så ærke-amerikansk, som det kan blive. De spiller den type collegerock, som de er så glade for på den anden side af Atlanten. Alene det faktum at dette tredje album er produceret af Chris Walla fra Death Cab For Cutie taler sit eget tydelige sprog.
I modsætning til hvad bandnavnet indikerer, handler det ikke om at skille sig ud men snarere appellere til genkendelsen glæde. På ‘Let It Sway’ bliver der også knoklet for at få sangene i hus som energiske ørehængere eller oprigtige sjælestunder. Alligevel er der ikke meget, der hænger ved. Bedst lykkes det i albummets begyndelse med det kraftfulde omkvæd på åbneren ‘Back in the Saddle’ og efterfølgende ‘Sink/Let It Sway’, hvor de er i hælene på melodisnedkere som The Shins og Rogue Wave. Hvis samtlige sange bare havde været ligeså opløftende, ville følelsen af, at tusindvis af bands har gjort eller gør dette langt bedre, ikke være så prægnant.
Intet her er decideret ringe, men du kan finde dusinvis af bedre album af denne kaliber på eBay i oasen for såkaldte ‘en cent-handler’ for glemte og udgåede udgivelser. Det er en skør verden, vi lever i.