Suicide – kunsten at stoppe mens legen er god

Der blev nikket anerkendende fra publikums side fra starten. »Fuck hvor er det bare vildt, at de overhovedet er her«, blev der hvisket. Og det var det sgu. Men der var fandeme ikke meget protopunker eller rebel over frontmand Alan Vega, da han famlende vaklede ind på scenen iført cykelhandsker og hiphophue. Så var der lidt mere stil over makkeren Martin Rev, der som vanlig gjorde sin entre iført solbriller og en fin pandelampe, der hjalp ham til at overskue sin elektronik.

Og sådan var scenariet stort set hele det 50 minutter lange show. Martin Rev var en cool cat på tangenter og trommemaskiner, mens Alan Vega aftenen igennem agerede en frustrerende blanding af Danny DeVito, der leger ‘Rain Man’, Grauballemanden og Ozzy-klon, der forsøger at gennemskue nodearkene på stativet foran.

Bikerhymnen ‘Ghost Rider’ indledte som forventet aftenens set med sin knasende basgang, men desværre virkede Alan Vega allerede fra start meget tynget af alderen. Først i aftenens tredje nummer, den lidt blidere ‘Cheree’, lykkedes det Vega og Rev at mødes i musikalsk symbiose, hvilket resulterede i aftenens bedste nummmer. I ‘Johnny’ gav Vega smagsprøver på hvordan aldersramt, spastisk dans kan se ud, når det er allermest ynkeligt, men heldigvis formåede han at tage en smule revanche i den efterfølgende ‘Girl’, hvor den gamle provo sødt minglede med de forreste rækker af publikummer, imens han messede ‘Turn Me on’. Der var han sgu egentlig meget god!

Så nåede vi frem til, hvad der ofte er blevet omtalt som det uhyggeligste nummer nogensinde, den ti minutter lange ‘Frankie Teardrop’, der i aften blev leveret i en habil version, skønt den aldrende Vega her til aften var nogenlunde ligeså skræmmende som en omgang ‘Drømmetime med Janosch’.

Den afsluttende ‘Che’ redede dog lidt af hæderen, men de aldrende legender fra New York kunne dog ikke rigtig løbe fra det faktum, at de 50 minutter denne aften endte som en særdeles blandet fornøjelse. Og desværre gik man derfra med en lidt bedrevidende tanke om, at duoen muligvis burde have stoppet, mens den så notoriske leg stadig var god.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af