De 20 vigtigste debutalbum de sidste 20 år

Debutalbummet kan være altafgørende for en gruppe. Det er her, man kan brage igennem eller blive henvist til den store glemmebog. Vi giver dig her vores bud på de 20 vigtigste debutalbum de seneste 20 år.

Denne artikel kan læses i en længere udgave i Soundvenue #45. Læs Soundvenue-artikler før alle andre og få musik og koncertrabatter ved at melde dig ind i Soundvenue Friends.

20. Mogwai ‘Mogwai Young Team’ (1997)
Da den britiske musikjournalist Simon Reynolds i 1994 karakteriserede et Bark Psychosis-album som ‘post-rock’, var et nyt genremærkat født. Og op igennem 90’erne væltede det frem med bands, der brugte den traditionelle rockopstilling med guitar, bas og trommer til at fremtrylle lange episke instrumentalnumre uden skyggen af vers og omkvæd. Her iblandt Glasgow-gruppen der imponerede omverdenen med deres potente første skud i bøssen, hvor sønderrivende guitarudbrud danner modpol til de mere afdæmpede og drømmende passager.

19. Arctic Monkeys ‘Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not’ (2006)
Efter årtusindskiftet begyndte der at ske noget i England, da bands som The Libertines og Kaiser Chiefs tog stafetten op fra The Clashs arbejderromantiske rock. Men det var først i 2006, da verden blev introduceret for fire snotnæsede arbejderklasse-drenge med bumser i fjæset, at bølgen fik sine rette ambassadører. Drengenes møghamrende stramme debut stadfæstede en mere jordnær epoke i engelsk musik, der spredte sig som ringe i vandet til både USA og det europæiske fastland.

18. Air ‘Moon Safari’ (1998)
Chillout. Sjældent har en genrebetegnelse givet mere mening. For hvis der var noget Nicolas Godin og Jean-Benoît Dunckels eventyrlige blanding af 70’er-synth, akustisk guitar og klassiske strengearrangementer opfordrede til, så var det bare at læne sig tilbage og lade de afslappede toner tegne stjernekort på indersiden af øjenlågene. At franskmændenes electronica var ekstremt filmisk, beviste de året efter, da de lavede score til Sofia Coppolas debutspillefilm ‘The Virgin Suicides’.

17. Wu-Tang Clan ‘Enter the Wu-Tang (36 Chambers)’
Med bundbeskidte beats brygget på støjende filmstumper, skramlende grooves og saftige soulsamples samt tilrøgede tekster om gadens love og livets skole skabte hiphop-kollektivet et hidtil uhørt, uortodokst og unikt univers. Otte originaler, otte egoer og otte skarpe tunger i skøn og skør forening med strategen RZA’s skæve rytmebund som samlingspunkt. Der var andre album som mere definerede lyden af East Coast-hiphop i starten af 90’erne, men ingen så særegne som denne obskure perle.

16. Burial ‘Burial’ (2006)
En samling nakkehårsrejsende stemningsbilleder fra storbyens glemte sprækker. Sådan lyder musikken hos London-produceren Burial, der med sin selvbetitlede debut bidrog til at trække dubstep-genren op fra klubmørket og brede den ud som filmisk og udtryksfuld lyttemusik til hovedtelefonerne. Urolige beats, isblå klangflader og fjerne stemmer fra betonjunglens blindgyder flyder sammen i dunkle og drømmeagtige kollager af lyd. Ikke siden Massive Attack i deres velmagtsdage har nogen sat så uafrystelig lyd på livet i de britiske storbyers skyggeside.

15. M.I.A. ‘Arular’ (2005)
Verden er blevet mindre. Vi rejser som aldrig før, og internettet øger kontakten. Og det har selvfølgelig kunnet høres i musikken. Ikke mindst da Maya Arulpragasam sparkede benene væk under alle med sit gennemførte debutalbum, hvor globetrotteren Diplo selvfølgelig havde været inde over og specielt givet sydamerikansk flavour til hittet ‘Bucky Done Gone’. Siden (og før) er mange fulgt efter. Beirut samlede inspiration i Østeuropa, mens Vampire Weekend drømte sig til Afrika.

14. PJ Harvey ‘Dry’ (1992)
Ligesom det oplagte forbillede, Patti Smith, gjorde det i 70’erne, rev PJ Harvey tæppet væk under den mandsdominerede rockscene, da hun debuterede med et råt og vrængende brøl. Her var en kvinde, der ikke lod sig diktere af kønsroller og stereotyper men tværtimod tog sagen i egen hånd og transcenderede luder/madonna-klicheen med flosset og kantet guitarrock og barberbladskarpe tekster. Anmelderne og publikum jublede, og NME smed hende på forsiden med bar overkrop og ubarberede armhuler.

13. Suede ‘Suede’ (1993)
Isoleret set er Suedes debutalbum lige i øjet med de to kamphaner Brett Anderson og Bernard Butler i front, der kontant kæmper for opmærksomheden. Anderson med sine vilde falsetskrig mod og med Butlers lirede guitarriff. I det større perspektiv blev det startskuddet på britpoppen og –rocken, der satte sit tydelig præg på i hvert fald det europæiske musikscene. Og selvfølgelig med alt hvad dertil hører af dedikerede fans. Oasis’ debut blev det hurtigste sælgende nogensinde, en rekord Arctic Monkeys siden slog.

12. Pavement ‘Slanted & Enchanted’ (1991)
I flere årtier var en rockstjerne sådan én, der gik i smart kluns, drak whisky og knaldede groupies. Men i 90’erne opstod en alternativ rockmodbevægelse på tværs af genrer, hvor jagten på succes og damer blev kvittet. Og ingen inkarnerer denne ‘indhold-over-form’-æstetik bedre end den californiske gruppe, der iklædt krøllede t-shirts og udslidte jeans ikke gik så højt op i, om akkorderne klingede rent, og teksterne gav mening, så længe det bare føltes rigtigt. Og det gjorde det!

11. The Streets ‘Original Pirate Material’ (2002)
Det var muligvis bare »a day in the life of a geezer«, men måske også det vigtigste britiske album i sidste årti. Mike Skinner gjorde den simple hverdag glamourøs med jordnært vid og en skarpsindig detaljesans i fortællingerne. Det samme gjaldt det ubesværede genremiks af elektroniske elementer som 2-step, UK garage og grime. Det dannede ikke bare skole for sidstnævnte som genre men gav samtidig livgivende førstehjælp til britisk hiphop.

10. Dr. Dre ‘The Chronic’ (1992)
Efter at have startet, fået succes og være skredet fra NWA skruede doktoren sin solodebut sammen med den perfekte dosering af hårde trommespor, bundfaldne basgange og sumpede synthlinjer, som blev spædet op med melodiske og medrivende funk- og soulsamples. Dette var ikke bare en skelsættende debut men også en skillelinje mellem gangsterrap og egentlig West Coast-hiphop. Nå ja, så introducerede den også verden for en vis stodder ved navn Snoop Doggy Dogg.

9. Missy Elliott ‘Supa Dupa Fly’ (1997)
Popstjerner har altid haft producere i ryggen, men det var for alvor med Timothy Mosley aka Timbaland, at de kreative beatsmede blev hevet ud af studiemørket og ind i rampelyset. Og Timbas rejse mod toppen startede sammen med Missy. Sammen skrev de blandt andet numre for Aaliyah, før de producerede Missys egen tilbagelænede debut. Og resten er historie, som man siger. Pharrell samlede depechen op, og Kanye løb stærkest af alle.

8. Jeff Buckley ‘Grace’ (1995)
Før ‘Grace’ var singer/songwritere en døende race. Hvor mange grunge-solister kan du eksempelvis nævne? Bevares, Buckley havde et band i ryggen, men det var hans vision, hans sange (minus ‘Hallelujah’ og ‘Corpus Christ Carol’) og ikke mindst hans stemme, der kunne få engle til at græde. Efter hans druknedød i 1997 blev albummet katapulteret til klassiker-kanonen, men også uden de tragisk omstændigheder er albummet enestående og epokegørende. Det var herefter, at mænd og kvinder igen for alvor turde blotte deres sjæl.

7. Portishead ‘Dummy’ (1994)
Det kan godt være, at Massive Attack kan prale af, at de kom først med ‘Blue Lines’ fra 1991. Men tre år senere definerede Bristol-bysbørnene i Portishead knivskarpt triphoppens sørgmodigt stenede storbyblues. Her bjergtages man af blandingen af Geoff Barrows hjemsøgte samplinger og beats, Adrian Utleys reverb-indsmurte og slæbende længselsfulde guitar og Beth Gibbons fuldstændig hudløse sangforedrag. Og så var gruppen i øvrigt så originale, at de eftersigende selv fremstillede de lp’er, Barrows scratchede fra!

6. LCD Soundsystem ‘LCD Soundsystem’ (2005)
Efter britpop-bølgen ebbede ud i slut-90’erne, var det som om, rocken glemte at feste. Det blev der rådet bod på i 00’erne, og LCD Soundsystem gik forrest med en lyd, som på typisk newyorker-vis lod ‘arty’ og ‘party’ smelte sammen. Med koklokker, løftede hi-hats og andre kneb hentet fra discoen styrer musikken direkte mod dansegulvet, mens den slingrende attitude og kantede sangskrivning sender hilsner til postpunk og krautrock. Bagmanden James Murphy grundlagde samtidig DFA, som blev et af det sidste årtis mest stilskabende pladeselskaber.

5. Arcade Fire ‘Funeral’ (2004)
Kan man spille skelsættende stadionstor rockmusik uden at miste intimiteten med lytteren? U2 kunne engang for længe siden, men med Arcade Fire kom det første – og den dag i dag stadig bedste – bud på et indie-navn, der kunne lægge store arenaer ned og få både tårer og fællesskabsgåsehuden til at pible frem. Med debuten satte bandet tilmed Canada på verdenskortet og kickstartede en sand tsunami af kollektivistiske og slagstøjsstærke bands med følelserne helt ude på de opsmøgede ærmer.

4. Björk ‘Debut’ (1993)
Da videoen til albumåbneren ‘Human Behaviour’, hvor Björk trissede rundt i en skov, blev spist af en stofbjørn og pludselig var en russisk astronaut, udkom, var der ingen tvivl. Björk er en ener. Musikalsk bed islændingens hæse brøl og lillepige-vokal sig fast gennem et album, der ville noget helt andet end hendes tidligere band Sugarcubes og blandede inspiration fra blandt andet klassisk musik, jazz, triphop og electronica. Siden har Björk formået at udbygge sin ener-status og afsøgt nye musikalske græsgange med nærmest hvert nyt album.

3. DJ Shadow ‘Endtroducing’ (1996)
Nu om dage går der ikke en dag, uden at man får smidt en hjemmeflikket mashup-mp3 i nakken på nettet. Men i det forrige årtusinde, før Girl Talk kom på banen med sine festhybrider, demonstrerede den amerikanske turntablist, hvilke uanede kunstneriske dybder der gemmer sig i at lodde sample på sample på sample – hentet fra hans efter sigende 60.000 styks store pladesamling – sammen til både voldsomt dystre og åndeløst smukke kompositioner af en anden verden.

2. Daft Punk ‘Homework’ (1997)
Fransk musik gør sjældent det store væsen af sig på vore breddegrader. Men da de to parisere Thomas Bangalter og Guy-Manuel De Homem-Christo begyndte at rive deres equalizere af led, tilførte de housemusikken et ordentligt vitamintilskud. Med ‘Da Funk’ og ‘Around the World’ bød deres stilskabende debutalbum sågar på to store hits med en effektivt filtreret houselyd, som inspirerede en sværm af dj’s og producere. Op gennem 00’erne blev lyden videreført i en mere støjdyrkende og electropåvirket udgave af navne som Justice og Boys Noize.

1. The Strokes ‘Is This It’ (2001)
Ja, der var en tid før stram retrorock med ‘The’-bands. En tid før stramme, slidte jeans. Og ja, der var en tid, hvor New York ikke var et musikalsk mekka. Men det kan dæleme være svært at huske, når det altsammen stadig er dagsordenssættende her et lille årti senere. Og alt dét takket være fem cool gutters sublime garagerock-debut der tilmed banede vejen for andre inspirerende bysbørn som Interpol og Yeah Yeah Yeahs.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af