The Rumour Said Fire er gæsteredaktører på Soundvenue.com mandag og tirsdag. Her har gruppens medlemmer udvalgt denne uges contenders til Soundvenue High 5.
Lykke Li ‘Get Some’:
»Mere dansabel og alternativ pop fra svenske Lykke Li. Der er skruet lidt op for world-stemningen med afro-kor og pauker, der storladent buldrer derudaf. Sceneriet er noget i retning af ‘shotguns’ og ‘prostitutes’ i skøn forening på et dansegulv et sted ude i westernørkenen«.
Kurt Vile ‘In My Time’:
»Tilbagelænet, folk’et og virkelig dejligt nyt nummer fra Kurt Vile. Læn dig tilbage og nyd det«.
Women ‘Heat Distraction’:
»Det her er virkelig beskidt. Kantede guitarlinjer i et rytmisk skævt univers, hvor vokalen ligger messende i baggrunden a la Lou Reed i Velvet Underground. Et sejt nummer fra en virkelig god plade«.
Warpaint ‘Undertow’:
»Et meget smukt nummer der med enkle riff og langstrakte korharmonier udvikler sig vemodigt og kryber ind under huden på dig. Af en eller anden grund leder det insisterende enkle udtryk og den tilbagevendende verslinje »What’s the matter? You hurt yourself« tankerne mod Nirvana og 90’ernes grungebølge. Uden videre sammenligning i øvrigt«.
Family Portrait ‘Mega Secrets’:
»Det er amerikansk psykedelisk surfpop, som man kender det fra eksempelvis Real Estate eller de mindre kendte Pure Ecstasy. Den affekterede, lidt Billy Idol’ske rockabilly-vokal får for alvor dette nummer til at skille sig ud og coolness-barometeret helt i vejret«.
Listen toppes ganske ubeskedent af The Rumour Said Fire foran den uges højest placerede nyhed i form af Murder. På tredje- og fjerdepladsen finder vi Mew og Oh Land, mens ugens anden nyhed, Kenton Slash Demon, debuterer som nummer fem.
Lyt til alle numrene og afgiv dine stemmer HER.