I sommers udnævnte vi Warpaints kommende debutalbum ‘The Fool’ som et af efterårets 20 mest imødesete udenlandske album, og nu kan du høre hele albummet knap en uge før den officielle release. Vi er allerede gået i gang med forpremieren, og det kan anbefales at klikke sig videre ind i bandets drømmende univers af fine korarrangementer, underspillede guitarer og Emily Kokals melankolske stemme.
I fredags gav LA-kvartetten et kontroversielt interview i NME, hvor de udtalte, at det nye album er lavet med henblik på, at lytteren skal være skæv. Det lyder jo ganske hyggeligt men kan måske også skabe bange anelser, for hvad lyder ikke fedt, når man er skæv?
Vi kan dog afsløre, at albummet lyder godt, selv om man ikke sidder i en kæmpe koger. Hvis du ikke har fået nok, kan du jo også smutte forbi Loppen, når de fire piger giver koncert den 2. november eller slå op i det seneste Soundvenue Magazine og læse et stort interview med bandet.