Alain Johannes
Da Alain Johannes i 2008 mistede hustruen Natasha Shneider til kræften, var det ikke blot et personligt tab, men også et for musikken. Parret havde indtaget papforælder-rollen for det californiske stonerrock-miljø i en grad, så Jesse Hughes på Eagles of Death Metal-singlen ‘Wannabe in L.A.’ ligefrem besang dem.
Men den tro væbner for Chris Cornell, Queens of the Stone Age og Them Crooked Vultures træder med ‘Spark’ nu ud af de tunge bandskygger og folder solovingerne ud. Tonen er elegisk og instrumenteringen eksotisk. Johannes synger og spiller på sine båndløse strengeinstrumenter – hjemmebyggede cigarkasseguitarer, ‘kontrabas-guitarer’ og celloer – og har tillige produceret og indspillet alt selv.
Hans vokal minder om et amalgam mellem de to Gutter Twins, Mark Lanegan og Greg Dulli, og den minimale sigøjner-percussion med tamburiner og kastagnetter som holdepunkt velsigner lyden med en unik og organisk rytmesignatur. Alvorsstemningen anslås allerede på åbneren ‘Endless Eyes’, hvor Johannes katalyserer sin sindstilstand hudløst med linjerne: »It’s killing me that I must go on living / To fill this cup of promise with meaning«.
Albummet er tydeligvis et smertensbarn og en kulmination på en helingsproces men demonstrerer også, at smerte kan fungere som pottemuld for stor skønhed. Samtidig demonstrerer Johannes med de flamenco-flammende ‘Make God Jealous’ og ‘Gentle Ghosts’ fyrig virtuositet på strengene. Trods albummets kortfattethed trættes man dog i længden af visse af numrenes hændervridende og nådesløse gravkammerpatos. Det er livsbekræftende, men dyster musik, som bør nydes i afmålte doser.