Fornemme gæster på nyt R.E.M.-album

Vi har tidligere skrevet om Athens, Georgia-veteranernes kommende Jacknife Lee-producerede album, der nu har fået titlen ‘Collapse Into Now’ med planlagt udgivelse i begyndelsen af næste år. Nu løfter den legendariske trio sløret for en række prominente gæster, der optræder på albummet.

I et interview med Spin afslører bandets multiinstrumentalist Mike Mills, at både punkmama’en Patti Smith, Pearl Jam-sangeren Eddie Vedder og electroclash-striglen Peaches vil gæste albummet. Patti Smith vil være at finde på nummeret ‘Blue’, mens Eddie Vedder medvirker på ‘It Happened Today’. Om Peaches’ medvirken afslører Mills dog ikke andet end, at hun gæster et nummer med ordet ‘alligator’ i titlen.

Albummet er blevet til i Berlin, Nashville og New Orleans, og det vil ifølge Mills adskille sig en god del fra forgængeren ‘Accelerate’: »Sidste gang ville vi lave alle sange så korte og hurtige som muligt, mens vi denne gang har villet være mere ekspansive i udtrykket. Vi ville have mere variation og ikke begrænse os selv til én type sange. Denne gang er der både langsomme, smukke sange og numre i mid-tempo, og så er der også en tre-fire rockere iblandt« fortæller Mills. 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af