Da de to notoriske skandalemagneter Liam og Noel Gallagher sidste år fik så meget nok af hinanden, at de endegyldigt gik hver til sit og lukkede Oasis ned, erklærede lillebror Liam hurtigt, at han ville udgive ny musik med resterne af gruppen. Nu er Liam og de resterende Oasis-lejesvende klar med det første resultat af anstrengelserne i form af det nye nummer ‘Bring the Light’, der udsendes under bandnavnet Beady Eye.
Nummeret er skåret efter en klassisk rock’n’roll-skabelon med buldrende trommer, guitarfræs, tamburintæveri og en Liam Gallagher i front, der næsten spyttet teksten ud i dit fjæs: »Baby c’mon«.
Tracket er førstesinglen på Beady Eyes kommende debutalbum, der skulle komme på gaden i begyndelsen af det nye år. Hvorvidt storebror Noel er begejstret eller bare skideligeglad med Beady Eye, melder historien ikke noget om.
Download ‘Bring the Light’: