Årets 10 bedste danske album

10. Giana Factory ‘Save the Youth’
Udviklingen fra Loui Foo og co.’s første garagerock-kitschede single ‘Bananas’ til debutalbummets dystre noirpop med minimalistiske trommeprogrammeringer, frostklare synths og underspillede vokalharmonier er mildest talt beundringsværdig. Et sammenhængende og modigt album der lover godt for pigernes fremtid.

9. Fallulah ‘The Black Cat Neighborhood’
Hvis Sverige kan prale af at have Lykke Li, så rækker vi tungen lige tilbage, mens vi peger på Marie Apetri, der med sit Fallulah-alias og Fridolin Nordsøs ferme producerfingre som assistance skabte en lille bombe af energi, sensualitet og medrivende feinschmecker-pop.

8. Figurines ‘Figurines’
Man kan ikke altid udgive et af årtiets bedste album – som Figurines gjorde med 2005’s ‘Skeleton’ – men mindre kan også gøre det. På deres fjerde fuldlængde var indierock-jyderne kogt ned til en trio, og spilleglæden i smågeniale kompostioner som ‘Hanging From Above’ og ‘Free Today’ fungerede upåklageligt.

7. The Rumour Said Fire ‘The Arrogant’
Alle ører var vendt mod The Rumour Said Fire i år. Kunne de følge op på ‘The Balcony’? Nok ikke, men albummet underbygger let følelsen af, at Danmark har fået et nyt stort rockorkester. For deres folk’ede rock og smittende vokalharmonier fungerer, specielt på singlen ‘Sentimentally Falling’.

6. Shout Wellington Air Force ‘Clean Sunset’
Det kræver en indsats at komme ind på livet af Shout Wellington Air Force. Men tager man sig tid til at lære indierockernes strittende debutskive ordentligt at kende, åbenbarer der sig en vildt voksende lytteoplevelse, der bag sine kompromisløse eksperimenter gemmer på et solidt sangskelet.

5. Efterklang ‘Magic Chairs’
Nogle bands rammer plet første gang, andre modnes og finder langsomt deres udtryk. I år fandt Efterklang ind til kernen i deres udtryk og droppede nogle af eksperimenterne til fordel for medrivende popmelodier. Selvfølgelig uden at give slip på deres musikalske overskud. For numre som ‘The Soft Beating’ og ‘Scandinavian Love’ leger stadig med virkemidlerne og snor sig uden om skabelonerne. Og så er ‘Modern Drift’ bare en forbandet fængende sang med sart pianotema og buldrende trommer.

4. Sleep Party People ‘Sleep Party People’
Normalt forbinder man kaniner med nogle bolleglade, lystigt hoppende væsener. Men har man set ‘Donnie Darko’ eller lagt ører til kaninmaskebærende Brian Batz’ debutalbum, ved man, at det ikke altid er tilfældet. Med sit Sleep Party People-navn fik Brian fra sit bur på Nørrebro fremtryllet en samling dybt sørgmodige shoegazer-drømmepop-viser af den fineste kaliber. Et absolut unikt lydunivers og en sjældent udansk udgivelse der glædeligvis endte med at appellere til en langt større skare end forventet.

3. Murder ‘Gospel of Man’
Folkduoen rystede ikke på hænderne på efterfølgeren til et af 00’ernes bedste danske album, ‘Stockholm Syndrome’ (2006). Tværtimod havde de modet til at udvide udtrykket i forhold til den spartanske forgænger, og på ‘Gospel of Man’ sniger der sig både inspiration fra Beach Boys og The Beatles ind i de varierede arrangementer. Kombineret med Jacob Bellens’ altid leveringsdygtige vokal, en tankevækkende tekstside og Anders Mathiasens instrumentale ekvilibrisme lagde det nye alen til Murders kunstneriske kunnen.

2. Chimes & Bells ‘Chimes & Bells’
Sidste års debut-ep ‘Into Pieces of Wood’ antydede, at der var noget stort i vente, men alligevel var den første fuldlængde fra Cæcilie Trier og hendes dystre rockkompagni en overraskende formfuldendt nydelse. Grundtonen var tyktflydende melankolsk med ulmende guitargløder, sfæriske synth-gisp og Triers dybe sirenerøst, eminent komplimenteret af Jannis Makrigiannis’ lyse andenstemme. Funklende dunkle sangjuveler som ‘Reasons’, ‘This Far’ og ‘Do the Right’ understregede, at vi her har at gøre med en sjældent talentfuld sangskriver.

1. Treefight For Sunlight ‘A Collection of Vibrations For Your Skull’
De kom ud af det blå. Pludselig i marts var de signet til pladeselskabet Tambourhinoceros. Men nummeret ‘The Universe Is a Woman’ tydeliggjorde, at de ikke bare var ‘endnu’ et håbefuldt band. Da sommeren så blev endnu bedre med ‘Facing the Sun’, blev ventetiden frem til debutalbummet uudholdelig. Men belønningen var stor. For deres Beach Boys-glade poppsykedelika er som at løbe barfodet gennem en blomstereng. På imponerende vis formår de at gøre de stort instrumenterede numre fængende simple.