Ã…rets 25 bedste udenlandske album

2010 har budt på en bunke stærke internationale udgivelser. Her få du vores bud på årets 25 bedste udenlandske album.

I morgen: Anmeldernes 2010-favoritter
I går: Årets 25 bedste danske album

25. How To Dress Well ‘Love Remians’ R’n’b er ikke en genre, der får mange minutter på anlægget, men med folk som James Blake og netop How To Dress Wells moderne take på genren, spidsede vi ører. Flødebolle-følsomheden bliver nemlig pakket godt og grundigt ind i lo-fi-produktioner, der sætter tempoet helt ned til en svært dragende sneglefart.

 

24. Warpaint ‘The Fool’ Ud af en imponerede række af genreeksperimenterende bands fra Los Angeles lyste Warpaint klarest i år med debutalbummet, der blandede drømmende vokalharmonier med eksperimenterende rockinstrumentering. Uden at være sigende for albummets mange kvaliteter var singlen ‘Undertow’ blandt årets bedste med dens The xx-enkelthed.

 

23. The Walkmen ‘Lisbon’ Newyorker-gruppens album kom som en stiv whisky til en tør hals. Og selv om ‘Lisbon’ lige knap nåede højderne fra 2008’s mesterlige ‘You & Me’, så understregede de nye numre The Walkmens uforlignelige evne til at fremtrylle tidløse rockhymner med melankolsk grundtone og melodisk punch.

 

22. Twin Shadow ‘Forget’ Det er ikke nogen hemmelighed, at når popmelodier blandes med melankoli, opstår der ofte en dragende modsætning. Det er den åre, George Lewis Jr. tapper fra på debutalbummets new wave-flirtende synthpop. Naive trommespor og drømmende synth møder dyb, eftertænksom vokal. Enkelt. Godt.

 

21. Robyn ‘Body Talk Pt. 1’ Den svenske popdronning har pumpet en potent overdosis af sin electropop direkte i årene på os i år. Og første fix var absolut bedst. Her legede Robyn for alvor med formaterne til sin moderne robotpop. Og ‘Dancing on My Own’ er ganske enkelt et brag af et hit. En velkommen tvilling til ‘With Every Heartbeat’.

 

20. The National ‘High Violet’ Nogen ting skal helst ikke ændre sig for meget, og derfor er ‘High Violet’ en så udelt fornøjelse: Det slidstærke melodihåndværk er intakt, den melankolske grundstemning uforandret, og med Matt Berningers udtryksfulde baryton i ørerne ved man, at man ikke kæmper alene mod tilværelsens grundlæggende meningsløshed.

 

19. These New Puritans ‘Hidden’ Svimlende beatmageri, isnende postpunk og sælsom avantgardepop går hånd i hånd på de unge englænderes svære – men særdeles modne – toer. Fra ‘We Want War’s Timbaland-tungerækkende tribal-monster til den gåsehudsfremkaldende og hjertegribende ‘Hologram’ beviste de, at de er mere end en engangsforestilling. Fuldstændigt kompromisløst.

 

18. Sleigh Bells ‘Treats’ Tyggegummipop og cheerleader-sing-alongs møder smadret distortionguitar og overstyrede crunk-beats. Med den killer-kombi og sange som ‘Tell Em’ og ‘Infinity Guitars’ som højdepunkter avlede duoen en helt frisk lyd og et album så møghamrende sejt, at man nærmest kan mærke sin egen street-cred stige for hver gennemlytning.

 

17. The Soft Pack ‘The Soft Pack’ Årets mest rendyrkede rockfix kom fra San Diego. Efter at have kastet The Muslims-aliasset af sig leverede firkløveret ti medrivende ‘no nonsense’ garagerock-sange, der i nævenyttig veloplagthed næsten matchede The Strokes klassiker ‘Is This It’. Kort sagt, det musikalske svar på potjoints, tyggegummi og dåseøl.

 

16. Glasser ‘Ring’ Det er fedt at blive overrasket. I hvert fald når det er på den måde, som Cameron Mesirow slog benene væk under os med sine loop-baserede sange. Debutalbummet er først og fremmest en imponerende original og eksperimenterende affære, der på mange måder deler kunstneriske ambitioner med Björk.

 

15. Maximum Balloon ‘Maximum Balloon’ Dave Sitek er en hjernevridende original rockproducer. Men at han også var i stand til at fremtrylle et vitaminstruttende festalbum af karat kom som en overraskelse. Men alting er selvfølgelig også nemmere, når man kan trække på seje venner som Karen O og David Byrne.

 

14. The Radio Dept. ‘Clinging to a Scheme’ Det er svært at sætte en finger på, hvad det præcis er, The Radio Dept. kan med deres opløftende melankoli. Men sikkert er det, at svenskernes molbeklædte melodier sjældent har udfoldet sig flottere, og dermed har de skabt et mere end værdigt sidestykke til deres mesterlige debutalbum.

 

13. Gold Panda ‘Lucky Shiner’ Med singlen ‘You’ ramte engelske Derwin Panda ned i en elektronisk tidsånd. Hans opklippede beats og abrupte vokalkollager var som en blanding af chill wavens afslappede lo-fi-tilgang og støjende electronica. Albummet fulgte det til dørs med numre, der skabte en samlet magisk lytteoplevelse.

 

12. Ariel Pink’s Haunted Graffiti ‘Before Today’ Syvende gang var lykkens gang for Ariel Pink. Mandens velfortjente gennembrud skyldes til dels, at han er blevet galionsfigur for hele dreamwave-bølgen. Men når nu han har vendt den lo-fi-lyd ryggen, skyldes det nærmere bare, at han har begået en vanvittigt sej, retrofuturistisk psychpop-perle af et album.

 

11. Best Coast ‘Crazy For You’ Fuldstændig som bestilt landede Best Coasts debutalbum midt om sommeren. For selv om Bethany ofte synger om hjerte og smerte, kærestesavn og kattekærlighed, så skinner solen altid igennem i de bittersøde melodier og næsten ulovligt catchy omkvæd. En betagende lo-fi-opdatering af 60’ernes finurlige pigepop.

 

10. Wavves ‘King of the Beach’ Da singlen ‘Post-Acid’ ramte nettet i foråret, var vi mange, der havde svært ved at få armene ned. Nu havde vi jo hørt Wavves’ superduper-skrattende skrammelrock og slackerpunk over to album og håbede, at han ville gøre lige netop, hvad han nu gjorde: Skrue op for poppen og tage sit nye album en tur i lydstudiet. Når den solskoldede powerpop ikke får fuldt gas, viser Wavves tilmed nye, mere modne sider med længselsfuld, ‘Phil Spector-anno-2020’-distortionpop.

 

9. Kanye West ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ Du kan synes, hvad du vil, om ham og hans rablende udtalelser, men vi tilgiver ham alle dæmonerne. Albummet er en genistreg udi musikalsk overdrev. En liste af musikalske gæster så imponerende at andre ikke når i nærheden i løbet af en hel karriere. Og et fortjent los i røven til mainstream hiphop. Kanye vil være den største, og maratonnummeret ‘Runaway’ indkapsler ambitionen, når han krænger sjælen ud over et simpelt beat og strygere, før han tager det helt ud på overdrevet. Smukt.

 

8. Tame Impala ‘InnerSpeaker’ Du kan lige så godt lægge alkohol, fjolletobak og alt det andet stads på hylden. De unge australieres debutalbum er nemlig mere bevidsthedsudvidende end den stærkeste narkococktail og har åbnet en portal til en fjern galakse. Et sted hvor John Lennon-vokaler tumler rundt et sted bagerst i et miks, der blander The Doors sammen med psych- og stoner-rock-legender i én kæmpemæssig lydorgasme. Og når melodierne tilmed er lige så slidstærke som deres fortidshelte, har vi at gøre med et enestående album.

 

7. Caribou ‘Swim’ Når et album åbner med en single som ‘Odessa’, så kan det kun blive ren sejrsdans resten af vejen. Og det er da næsten også tilfældet for Dan Snaiths moderne bud på musik til dansegulvet. Som LCD Soundsystem formår han at hive selv de stiveste indierock-ben op af lænestolen, selv om udgangspunktet mere er housemusikkens groove blandet med electropoppens letspiselighed. Og så fornægter Snaith psykedeliske leg sig stadig ikke, når alverdens syrede samples blandes ind i mixet.

 

6. Arcade Fire ‘The Suburbs’ I forhold til deres første to album løsnede de ellers så gennemseriøse canadiere lidt på de musikalske tøjler på ‘The Suburbs’, der blandt andet tilføjede det synthpoppede(!) ‘Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)’ til sangkataloget. Kombineret med en mere tilbagelænet tilgang til sangskrivningen, hvor gruppen skruede lidt ned for de bombastiske arrangementer, resulterede det i et mindre højstemt, men ikke desto mindre medrivende album, rigt på mindeværdige melodier der understregede Arcade Fires indiskutable særstatus i indierock-landskabet.

5. Gorillaz ‘Plastic Beach’ Når Damon Albarn laver noget, så lytter vi. Så da han støvede de virtuelle Gorillaz-kostumer af efter fem års albumpause, forventede vi noget stort. Og det fik vi. Faktisk et sandt overflødighedshorn af musikalsk overskud, hvor rockens grundingredienser røres op med alt fra verdensmusik til hiphop og grime. Og med et imponerende lineup af gæstemusikere emmer albummet af overskud, som på singlen ‘Stylo’, hvor Bobby Womack krænger sjælen ud, og den fremragende, Little Dragon-besøgte ‘Empire Ants’.

 

4. LCD Soundsystem ‘This Is Happening’ Sidste album eller ej, James Murphy formåede igen at destillere det bedste fra indierocken og dansemusikken på et tredje album, der ellers havde fået den umulige opgave at følge op på 2007’s fremragende ‘Sound of Silver’. Fra den næsten ni minutter lange åbner ‘Dance Yrself Clean’ griner Murphy og co. nærmest af udfordringen og sparker gang i endnu en smittende fest, hvor disco- og postpunk-referencerne fører an i de lange, groove-dyrkende numre.

 

3. Deerhunter ‘Halcyon Digest’ Man kunne frygte, at shoegaze-hjortejægerne ville få vanskeligt med at følge op på 2008’s ‘Microcastle’. Men nej, Bradford Cox. og co har i sandhed ramt en guldåre, der foreløbig lader til at være uudtømmelig. Og tak for det. For hvad ville 2010 have været uden ‘Helicopter’s himmelske inderlighed, ‘Desire Lines” Beck-kølige overblik og eller den episke Jay Reatard-hyldest ‘He Would Have Laughed’ for blot at nævne nogle få højdepunkter? Tidens indierock-konger i topform.

 

2. Sufjan Stevens ‘The Age of Adz’ Det krævede et ordentligt tilløb, faktisk mere end fem år, før den mesterlige ‘Illinoise’ fik en regulær albumefterfølger. Forventede man mere fra den sædvanlige storladne storyteller-skuffe, fik man dog noget af et chok. For albummet er en radikal dekonstruktion af amerikanerens klassiske folkpop-dyder, der druknes i en boblende sump af lange episke kompositioner, skævvredne beats og knirkende computerlyde. En ordentlig mundfuld, men for de eventyrlystne var der masser af guldklumper at finde.

 

1. Beach House ‘Teen Dream’ Fra de længselsfulde guitarakkorder og svævende korstemmer på åbneren ‘Zebra’ vidste man, at der var noget særligt på færde. For godt nok var Baltimore-duoens første to album lovende ekskursioner ud i smægtende melankolsk drømmepop, men alligevel var transformationen på ‘Teen Dream’ overvældende. Med ét slag var tidligere tiders momentvise vaklen mellem melodi og lo-fi-monotoni borte, og tilbage stod ti formfuldendte skæringer, der tilsammen udgør en slidstærk og sjældent hørt homogen enhed.