Så bliver der åbnet op for godteposen for fans af The Radio Dept. Den svenske indiepop-trio har nemlig i al stilhed smidt nye koncertdatoer på Myspace, som udover en række europæiske storbyer også byder på et Danmarksvisit, når bandet gæster Voxhall i Århus den 17. marts.
Nu kan foråret jo virke lidt langt væk, men heldigvis kan man allerede fra slut-januar begynde at varme op med The Radio Dept.’s kommende opsamlingsalbum ‘Passive Aggressive –Singles 2002-2010’, der ryger på gaden den 24. januar, og som udover gruppens singler er spækket med sjældne b-sider og uudgivne tracks.
Men herlighederne stopper ikke her, for bandet har netop smidt deres spritnye video til titelnummeret fra ep’en ‘Never Follow Suit’, som du kan se forneden. Og vi kan lige så godt afsløre det med det samme: Der er hverken bare bryster, bling-bling eller hipster-attituder med i videoen. Derimod er der masser af vintergrå billeder fra en svensk industrihavn. Det lyder måske ikke super ophidsende, men passer perfekt til den melankolske og kølige indiepop.
The Radio Dept.
Den 17. marts
Voxhall, Aarhus
Entré: Ikke oplyst
The Radio Dept. ‘Never Follow Suit’