De 10 mest stilskabende punkbands

Iceage, De Høje Hæle og Cola Freaks har igen sat punken på rockdagsordenen herhjemme, og i den anledning kan du her læse om ti af de vigtigste punkbands gennem tiderne.

Læs interview med Iceage og De Høje Hæle i Soundvenue Fashion Issue, der udkommer i næste uge.

1. Sex Pistols
Selv om Johnny Rotten og co. måske ikke er det mest autentiske punkband (deres manager Malcolm McLaren promoverede meget bevidst bandet på deres provokerende udtryk), så er de uomgængelige som tændsats for den britiske punkbølge. Siden de bragede igennem i 1977 med rå riff, revolutionslyst og majestætsfornærmelse på klassikeren ‘God Save the Queen’, har verden ikke været den samme.

Lyt til ‘God Save the Queen’:

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. The Clash
Ved siden af Sex Pistols står The Clash som det andet store foregangsband, men som tidlige genrefornyere er de i deres egen liga. Både i kraft af den eklektiske inspiration fra blandt andet reggae, ska, rockabilly og 60’ernes r’n’b, men også på grund af deres ambitiøse omgang med albumformatet der kastede flere dobbeltalbum af sig. Lyt bare til den bredtfavnende milepæl ‘London Calling’.

Lyt til ‘I Fought the Law’:

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Ramones
Korte eksplosive udbrud med skøre tekster og uafrystelige, tyggegummipoppede melodier. Det var Ramones’ succesopskrift på den sprængfarlige selvbetitlede debut fra 1976. Og med deres slidte læderjakker, iøjnefaldende kasserollehår og spaghettitynde jeans slog det fiktive familieband (alle medlemmer tog efternavnet Ramones) også deres navn fast som et af rockens mest ikonografiske bands.

Lyt til ‘Blitzkrieg Bop’:

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Wire
Wire har godt nok aldrig slået bredt igennem. Men hos connaisseurs og musikkritikere står den britiske postpunk-gruppe stærkt med deres strittende og radikalt eksperimenterende kompositioner. Især gruppens to første album ‘Pink Flag’ (1977), hvor numrenes spilletid ikke kommer over to og et halvt minut,  og ‘Chairs Missing’ fra 1978 er pligtlytning.

Lyt til ‘Mr. Suit’:

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. The Fall
Mark E. Smith er en sand ener, og som diktatorisk leder for et utal af sagesløse musikere og eneste permanente bandmedlem i The Fall har briten med det markante ansigt sat sit fede aftryk på punk-landkortet. Og så har hans kantede og grovkornede melodiører, rå indspilnings-æstetik og DIY-attitude oven i købet også inspireret navne som Pavement og LCD Soundsystem.

Lyt til ‘How I Wrote Elastic Man’:

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Black Flag
Anført af kraftkarlen Henry Rollins, der senere skabte sig en succesfuld solokarriere, personificerer den californiske gruppe den amerikanske hardcorepunk-scene, der blomstrede op i slut-70’erne. Udover en hård og aggressivt pågående lyd var det anti-autoritære og fingeren til det borgelige samfund i centrum, et budskab som  1981-debutten ‘Damaged’ sparker effektivt ud over rampen.

Lyt til ‘Rise Above’:

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. The Birthday Party
Før Nick Cave blev bredt anerkendt for sine sangskriverevner, var han en snotnæset, kokainsniffende outsider i Melbourne, der brugte sin tid på provokerende rå og rastløs postpunk som forsanger i The Boys Next Door. Gruppen skiftede hurtigt navn til The Birthday Party, udvandrede til England og fik sig et mindre hit med signatursangen ‘Nick the Stripper’, inden fødselsdagsfesten stoppede i 1983.

Lyt til ‘Nick the Stripper’:

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Buzzcocks
Nogen af punkscenens bedste melodiører sidder på medlemmerne af Buzzcocks. For siden bandet blev dannet i Bolton i 1976, har det begået nogen af genrens allermest elskede numre, såsom ‘Ever Fallen in Love (With Someone You Shouldn’t’ve), ‘What Do I get’ og onani-hyldesten ‘Orgasm Addict’, af sig. Opsamlingen ‘Singles Going Steady’ er et godt sted at starte.

Lyt til ‘Orgasm Addict’:

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Gang of Four
Franz Ferdinand og LCD Soundsystem havde muligvis ikke lydt, som de gør, hvis ikke gruppen fra Leeds med deres dansable take på postpunken havde banet vejen for den i 00’erne så populære punkfunk. Ikke mindst i kraft af den stilskabende debut ‘Entertainment!’ (1979) hvor tekstsiden mere eller mindre eksplicit kredser omkring marxistisk tankegods.

Lyt til ‘Damaged Goods’:

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Suicide
Ok, fraværet af guitar, bas og trommer gør Suicide til et noget atypisk og indiskutabelt punkband. Men kombinationen af Martin Revs hårdtpumpende synthesizere og trommemaskiner og Alan Vegas kølige, stedvis skrigende sangforedrag er punk i ordets egentlige forstand: Fuldstændig kompromisløst, utilpasset og ‘in your face’. Og den selvbetitlede debut fra 1977 har inspireret utallige senere rockbands.

Lyt til ‘Ghost Rider’:

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af