Det lader til, at Jack White er blevet helt svenskerforelsket. Sidste år teamede han op med de svenske syrerockere i Dungen, og nu har han igen vendt blikket mod vores nordiske brødre. Denne gang har han haft fat i søsterbandet First Aid Kit og produceret deres nye single i sit studie i Nashville.
I interview med den amerikanske radiostation NPR fortæller søstrene Johanna og Klara Söderberg om arbejdet med White: »På dagen for vores show i Nashville fik vi et opkald om, at Jack White ville have os til at komme ind og indspille i sit studie. Vi var forbløffede og chokerede! Det var sjovt at arbejde i et vintage-studie, hvor alt var analogt. Vi fortalte Jack: »Det er første gang, vi har indspillet i et ordentlig studie«, og han svarede: »Alt vil gå nedad bakke herfra«. Han var meget hurtig. Han vidste præcis, hvad han ville musikalsk, og vi var helt enige i alle hans ideer«.
Singlen er netop udkommet på Whites label Third Man Records og indeholder to numre: Buffy Sainte-Marie-coveret ‘Universal Soldier’ og bluesnummeret ‘It Hurts Me Too’. På det sidstnævnte nummer er søstrenes far også inviteret indenfor i studiet, hvor han giver gas den på violinen.
Lyt til ‘It Hurts Me Too’: