Alex Turners filmsoundtrack får releasedato

I sommer kunne vi fortælle, at den arbejdsomme Arctic Monkeys-forsanger Alex Turner havde kreeret soundtracket til den Richard Ayoade-instruerede ‘Submarine’, som fik premiere ved dette års Sundance filmfestival. Og nu udgives numrene som en ep den 14. marts, et par dage inden filmens britiske premiere.

Turners tro allierede producer James Ford har også denne gang mixet den unge brites produktioner, men vi skal dog hverken forvente elektronisk festmusik ala Simian Mobile Disco, som Ford står bag, eller kæk indierock som med abedrengene, hvis fjerde album udkommer senere i år. Alex Turner har på ‘Submarine’-soundtracket nemlig kun benyttet klaver og akustisk guitar, men de humoristiske tekster skulle dog stadig være til stede.

Og de skal nok passe glimrende til den allerede anmelderroste film, hvis historie om en 15-årig dreng, som forsøger at miste sin mødom og afholde sine forældre fra skilsmisse, skulle være i tråd med indie-film som ‘Juno’, ‘500 Days of Summer’ samt Wes Anderson og Michel Gondrys skæve historier.

Trackliste til ‘Submarine’:
1. Stuck on the Puzzle (Intro)
2. Hiding Tonight
3. Glass in the Park
4. It’s Hard to Get Around the Wind
5. Stuck on the Puzzle
6. Piledriver Waltz

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af