Beady Eye

Man kunne snildt have forestillet sig et af to skrækscenarier i kølvandet på bandhøvding Noel Gallaghers exit og brormand Liams efterfølgende de facto-lederskab af Oasis: Enten ville der gå hooligan-arrogance i den, og Oasis 2.0 aka Beady Eye ville mutere til et todimensionelt bøllerock-band. Eller også ville Liams Beatles-mani løbe løbsk og gøre deres output endnu mere uoriginalt.

Heldigvis afkræftes fordommene med det forbløffende tøjlede, følsomme og delvist opløftende debutalbum, hvor man nok hører, at Liam og co. trofast bekender sig til den Lennon/McCartney’ske sangskriverskole, men hvor der også er arbejdet med udtrykket, så Beady Eye hverken lyder som endnu en skive af den salami Oasis var – eller deres allestedsnærværende forbilleder. De har simpelthen fundet deres egen stemme.

Roserne først: De stemningsfuldt instrumenterede ‘Kill For a Dream’ og ‘The Morning Son’ er anthem-aspirerende ballader i en vægtklasse, som fint mænger sig på stadiontribunerne med selv storebror Noels bedste af slagsen – ‘Champagne Supernova’ eksempelvis. Og så er det forfriskende, når de modsat spiller med rockmusklerne på effektive derudaf-smaskere som singlerne ‘Four Letter Word’ og ‘Bring the Light’.

Hovedanken er, at albummet ikke huser ørehængere nok. Indimellem ovennævnte højdepunkter bor forglemmeligheder som ‘Beatles and Stones’ og ‘Wind Up Dream’, der i inspirationsarmod udelukkende kører på rygradsnære rock’n’roll-rutiner, og som følge lyder fuldstændigt generiske.

Der er et halvt godt album her. Resten skal man have nok have Man City-trøjen solidt placeret på skuldrene og de Union Jack-mønstrede underhakkere viklet om ballerne for at forelske sig helt i.