Reportage: Club Transmediale

Berlins største elektroniske festival bød på store koncertoplevelser i selskab med blandt andre Gold Panda og The Field. Læs anmeldelser her.

CTM er ikke kun en festival for koncerter, men også for lydinstallationer, performances og forskellige talks og workshops. Det handler om at komme rundt om mange forskellige tilgange til det elektroniske univers og reflektere over dets muligheder. Lørdag eftermiddag kunne man for eksempel høre den hollandske lys- og lydkunstner Edwin van der Heide gå til grænsen af det lydeligt udholdelige med frekvenser, der var klar til at overtage lytterens tankestrøm. Her sad publikum bogstavelig talt på bassen, mens et surround sound-anlæg lod diskanterne dreje sig om ørerne på én. Det kan godt betale sig for en stund at høre elektroniske kompositioner udenfor en klubkontekst.

Black Fog

Selv om man ikke ligefrem sad på bassen til Black Fogs koncert lørdag aften, havde den samme gennemtrængende resonanskraft som hos Heide. Salens gamle træ knirkede med, når bassen tog rummet i besiddelse. Black Fog er et andet projekt fra Axel Willner og hans folk fra The Field, men i en helt anden boldgade. I modsætning til The Field dagen inden lagde Black Fog ikke op til dans. Det rytmiske udgangspunk var typisk en pulserende synth, men ofte uden underliggende tromme. Bassen blev brugt på flere måder, både som blæsende dybe toner, men også til akkordlignende klange og til hvinende hyl, når den bragtes tæt på egen højtaler. Fornemmelsen af, at bassen brugte rummets lyde, vendte tilbage senere, da musikerne dæmpede lyden, og publikums tale pludselig trådte frem, inden en klokke meldte sig, for ligesom at pådrage sig folks opmærksomhed. En intens rumlig oplevelse.

Zombie Zombie

Man kan godt sige, at der lød andre toner, da Zombie Zombie overtog scenen. Den franske duo består af en elektronisk musiker og en trommeslager. Igen en opsætning der gør opmærksom på, at laptop-musikeren i dag ofte er udskiftet med mere ’live’-sammensætninger (’live’ er dette års tema på CTM). Zombie Zombie vækkede en del glæde blandt publikum med deres henrykte energi men imponerede ikke musikalsk. Evnen til at forene trommerne med den elektroniske del haltede. Hvor The Field dagen forinden havde vist, hvor forrygende det kan gøres, så man glemmer, hvad der er elektronik, og hvad der er instrument, lød Zombie Zombie lidt for meget som en rocktrommeslager og en synth-fyr, der prøvede sig frem. Ganske charmerende men lidet interessant.

K-X-P

Aftenens afslutning var en sand perlerække af overraskelser. K-X-P ligner et ægte finsk heavy-band: Halsbånd, kutter og sorte negle. Men selv om deres musikken bestemt har heavy-referencer, har den i lige så høj grad Robyn-værdige synths og technoide beatpassager bygget op med instrumentale trommer og bas. En svært forståelig stilsammensætning ved første lyt, men K-X-P var hurtige til at overbevise om kombinationens naturlighed og relevans. Det hele var som en herlig illusion, hvor man bliver ved med at tro, man hører én ting, for midt i det hele at opdage, man hører noget andet. Festivalens måske bedste eksempel på hvor naturligt og morsomt genrerne kan blandes.

Mens Berghain holdt ’Hyperdub Night’ med de vigtigste basologer fra selskabet Hyperdub (blandt andre Ikonika, Kode9 og Cooly G), præsenterede Maria am Bahnhof under titlen ’Spectral Eclectics’ en mere bred vifte af elektroniske muligheder. Mens Sick Girls på den ene scene gøglede sig igennem et dj-sæt med en morsom, men random blanding af West Coast-hiphop, techno og r’n’b, kunne man på den anden scene høre kedelig, men engageret rock med Wu Lyf. Alt i alt et ’spektrum’ der godt kunne ligne en blandet landhandel. Ambitionsniveauet og fokusset steg dog betydeligt med aftenens to bedste navne The Field og Gold Panda, der begge leverede fremragende koncerter.

The Field

Svenske Alex Willner aka The Field var først til for alvor at sætte gang i aftenens fest. Med sig havde han en trommeslager og en bassist. Sammen leverede de letbenet men alligevel dyster house. Mens synthfladen klart lagde sig indenfor electronica, bevægede bassen og trommerne sig på interessant vis mellem technorytmer og discorelaterede figurer. Konceptet passede perfekt ind i dette års tema for Club Transmediale, begrebet ’live’.
Sammenspillet mellem de to instrumentalister og den elektroniske musiker (der jo traditionelt gælder som mindre ’live’) reflekterede på en kunstnerisk særdeles vellykket facon den elektroniske dansemusiks rødder i disco. Den historiske refleksion virkede på ingen måde kunstig, men derimod umiddelbart musikalsk relevant, samtidigt med at de tre musikere på overbevisende facon gjorde de traditionelle opdelinger omkring begrebet ’live’ irrelevante.


Gold Panda

I forlængelse af den dansable men tænksomme musik fra The Fields satte Gold Panda ind med sin varme og åbne electronica. Omdrejningspunktet var ikke overraskende englænderens fremragende plade ’Lucky Shiner’, der udkom i efteråret sidste år. Den smukt sensitive ’I’m With You But I’m Lonely’ åbnede koncerten og førte med sin lyse melodi og percussion straks den festlige stemning ind i en velsignet intimitet. Med det nærværende greb om publikums hjerter bevægede musikken over i en mere og mere sprød retning for til sidst at skyde dansen til vejrs med den sexede ’Vanilla Minus’.
Gold Pandas evne til at forene det tiltalende intelligente beat med en klar og melankolsk melodi fungerede brillant i en live-sammenhæng. Kun enkelte overgange virkede lidt tøvende. Til slut vendte sættet tilbage til sit intime udgangspunkt med den hjerteskærende anden version af ’You’, som efterlod publikum i en salighed, der ikke kunne have afsluttet aftenen bedre. Københavnerne kan roligt glæde sig til at opleve Gold Panda til Soundvenue Sessions den 27. april på Rust. Til sidste års Club Transmediale spillede navne som Mount Kimbie, Four Tet og Scuba. Alle musikere der i årets løb har beriget den elektroniske scene med spændende ny musik, der har været hyldet og hypet. Også ved årets udgave af Berlins største elektroniske festival handler det om nøje udvalgte skud på stammen, der ganske sikkert vil vise deres talent i løbet af året.



Raime


Under den dystre og prætentiøst paradokse titel ‘Prismatic Shadows’ kunne man torsdag aften i Festsaal Kreuzberg blandt andre høre engelske Raime give en i sandhed mørk koncert. Deres sæt tog udgangspunkt i et ekstraordinært langsomt tempo holdt af en meget dyb kontinuerlig bas. Rundt om denne puls antydedes ved hjælp af ligeledes dybtliggende slag og rumlende klap en lang række virtuelle rytmelag i forskellige højere tempi. De tegn på usynlige kadenceniveauer virkede som minder eller muligheder fra andet musik, som her var skrællet væk for at nå det nederste åndedrag. Effekten var stærk på den gamle koncertsals publikum, der med hypnotiseret opmærksomhed stod uhyggeligt roligt og gyngede med blikket mod scenen. Det var en ny minimalisme, der opnår sin stærke intensitet på helt andre måder, end minimalismen beboerne her i Berlin ellers er vandt til. Man kan høre tendenser i samme retning på for eksempel Sheds nye plade ‘The Traveller’, der ligesom Raime denne aften afsøger de elektroniske grundstrukturer ved at bryde dem op i ensomme bidder, der får lov at stå nøgne i et koldt tungt rum. Det vil uden tvivl lønne sig at holde øje med disse fyre det næste år.



Dorian Concept


Efter Raime udskiftedes stil og humør komplet. Publikum fik lov at ånde lettet op, da Dorian Concept bød ud med en munter, mere konventionel hoppende danselyst. DC er en del af den generation, som har forelsket sig i elektronisk musik, men oprindeligt har hørt mere pop end techno. Det betyder, at melodi og harmoni er mindre repetitivt tænkt og mindre sterile. Efter den ubarmhjertige hjertebanken med Raime, fik hjerterne nu lov til hoppe mere frit og forløst. Settet var fyldt med lækre variationer, der holdt sindet ved musikken, peppet op med enkelte mere udsvævende brud. Rigtigt ambitiøse virkede disse brud dog ikke, som hovedsagligt var bygget op som en udskiftning af den bærende rytme med tætte bippende rytmer, der langsomt gik i opløsning. Lidt for kalkuleret ‘eksperimenterende’ indslag, som bestemt havde deres effekt, uden dog at udgøre nogen egentlig udfordring.



Pariah


Pariah var det oplagte afsluttende hovednavn. Med sin ep ‘Detroit Falls’ fik han sit navn ud blandt nettets opmærksomme hoveder som et spændende nyt bud på samplet wonky-inspireret danse-electro. Hans set overraskede desværre som en meget konventionel omgang klubtechno så langt fra lyden og stilen på ep’en, at jeg eksplicit måtte spørge ved mixerpulten, om det overhovedet var Pariah, der spillede. En skuffende afslutning på en ellers vellykket optakt til weekendens events, der blandt andre byder på Gold Panda og Modeselektor, som I kan læse mere om hen over weekenden.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af