Rainbow Arabia

Rainbow Arabia lyder som deres navn. Tænk lo-fi-synth-safari, ‘1001 nats eventyr’ og tyk regnbuefarvet 80’er-lyd. Den Los Angeles-baserede duo, som også er forseglet med vielsesringe, kalder det selv fjerdeverdensmusik. Den rette kategori at placere dem i må være ‘world’. Rainbow Arabia bliver bare ikke på jorden. De hvirvler også rundt i rummet og fantasien og skulle efter sigende have startet musikprojektet ud fra fundet af et orientalsk Casio-keyboard.

Albummet er mere tilgængeligt og indiepoppet end deres tidligere materiale, som kun tæller i alt ni numre siden 2008. Al den forberedelsestid på en fuldlængde kan høres. Resultatet er velproduceret, veldrejet og alt mulig andet, der starter med vel. Nogle gange til en sådan grad, at teknik, ideer og koncept måske skygger lidt for hjerteblod og nødvendighed.

Tiffany Prestons vokal har tung lighed med svenske Karin Dreijer. Særligt på ‘Blind’ som i det hele taget peger på tidligt The Knife-materiale, med på samme tid tilbageskuende og futuristiske elektroniske klangbunde og skæve, eksotiske lag. Titelnummeret og den efterfølgende ‘Without You’ står stærkt med medrivende melodier og et distinkt 80’er-univers. ‘Papai’ er en dyster, indadvendt og psykedelisk tur ud i en diset jungle.

Overalt er drysset mellemøstlige og afrikanske lydreferencer, som på den stammerytmiske ‘Jungle Bear’. Rainbow Arabia er med andre ord malet med pop, eksperimenter og legesyg eklekticisme.

Rainbow Arabia. 'Boys and Diamonds'. Album. Kompakt.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af