30 album du skal glæde dig til

De næste tre måneder vælter det ind med spændende udgivelser. Læs her hvilke 30 album – fra blandt andre When Saints Go Machine, TV on the Radio, Fleet Foxes og Arctic Monkeys – vi glæder os allermest til. Frem med kalenderen, nu skal der sættes krydser!

TV on the Radio ‘Nine Types of Light’ (11/4)
Artrockerne toppede vores årsliste for 2008 med ‘Dear, Science’, så selvfølgelig glæder vi os helt vildt til efterfølgeren. Og den smægtende singleforløberen ‘Will Do’ har ikke gjort forventningerne mindre.

Lyt til ‘Will Do’:

Emma Acs ‘Champagne’ (11/4)
Sidste år fremhævede vi hende som Breakin’ Sound her på siderne, og siden er opmærksomheden omkring den københavnske teenagers 60’er-nostalgiske garagepop steget markant.

Lyt til ‘Fever’:

Low ‘C’Mon’ (11/4)
De amerikanske sadcore-veteraner står bag et utal af helstøbte albumoplevelser, og hvis den henrivende albumforsmag ‘Try to Sleep’ er kendetegnende for niveauet på deres niende studiealbum, kan vi vist godt begynde at glæde os.

Lyt til ‘Try to Sleep’:

Jamie Woon ‘Mirrorwriting (11/4)
James Blake har banet vejen med sin blanding af soulcroon og knitrende elektronik, og nu er Jamie Woon klar til at tage over med en musikalsk formel, der dog i højere grad trækker på den moderne r’n’b’s velslebne melodilinjer.

Lyt til ‘Lady Luck’:

A Lull ‘Confetti’ (11/4)
Er du til percussion-tung indierock med sprøde vokalharmonier – tænk Battles og Yeasayer der tromme-chiller med Animal Collective – skal du helt klart tjekke denne albumdebuterende amerikanske gruppe ud.

Lyt til ‘Weapons For War’:

Kode9 & the Spaceape ‘Black Sun’ (18/4)
Som labelboss på stilskabende Hyperdub udgør Kode9 en hjørnesten i den udvikling, dubsteppen har gennemgået. At han også har tid til at udgive eget materiale, her med den faste ‘partner in crime’ The Spaceape, er ikke mindre imponerende.

Lyt til ‘Other Man’ (radio-rip):

Panda Bear ‘Tomboy’ (18/4)
Animal Collective-medlemmet har taget sig ubeskriveligt lang tid om at indspille opfølgeren til 2007’s mesterlige ‘Person Pitch’. Numrene, der allerede florerer på nettet, tyder på et mindre sampler-præget og mere afdæmpet udtryk.

Lyt til ‘Tomboy’:

tUnE-yArDs ‘W H O K I L L’ (18/4)
Der er dømt sprælsk krea-pop for alle pengene, når amerikanske Merrill Garbus tager sangskriverhatten på. Debuten ‘Bird-Brains’ var et utæmmeligt lo-fi-udbrud, mens ‘Bizness’ og ‘Gangsta’ tyder på mere fokus på melodimaterialet.

Lyt til ‘Gangsta’:

Cat’s Eyes ‘Cat’s Eyes’ (25/4)
The Horrors-frontmanden Faris Badwan har fundet sammen med operasangerinden Rachel Zeffira om et udtryk, der dyrker 60’er-poppens fineste dyder tilsat højstemt kirkesang og lidt gotisk glamour. What’s not to like?

Lyt til ‘Cat’s Eyes’:

WhoMadeWho ‘Knee Deep’ (25/4)
Danserockerne barsler med hele to album i år. Det første er ifølge dem selv det mindst tilgængelige, så du skal nok nærmere forvente et trippet soundtrack til hørebøfferne end iørefaldende hits til din næste bytur.

Lyt til ‘Keep Me in My Plane’:

Jonas Bjerre ‘Skyskraber’ (maj)
Det må siges at være lidt af en begivenhed, når Mew-forsangeren springer ud som solokomponist på soundtracket til den nye danske film ‘Skyskraber’. Gemmer lydsporet på flere popperler som forløberen ‘Kids Don’t Fight’, klager vi ikke!

Lyt til ‘Kids Don’t Fight’:

Laurel Halo ‘Hour Logic’ (maj)
Det amerikanske synthpop-talent imponerede os i starten af året med sin særegne debut-ep ‘King Felix’, og forhåbentlig følger hun de lovende takter op på ep-efterfølgeren, der udkommer via det interessante indie-label Hippos in Tanks.

Lyt til ‘Supersymmetry’:

Fleet Foxes ‘Helplessness Blues’ (2/5)
Folkrockerne har allerede været gavmilde med godbidder fra deres andet album. Ud fra dem at dømme fortsætter de her stilen med øregangsmasserende vokalharmonier en masse, hvilket gjorde 2008-debuten til sådan en stor succes.

Lyt til ‘Battery Kinzie’:

Beastie Boys ‘Hot Sauce Committee Pt. 2’ (2/5)
Muligvis det mest ventede hiphop-album dette forår, ikke mindst efter MCA siden juli 2009 har battlet med en ondartet kræftsygdom. Og selv om han endnu ikke er kureret, har den rutinerede rapper hjulpet sine to kumpaner med at færdiggøre albummet.

Lyt til ‘Make Some Noise’ (preview):

Hooray For Earth ‘True Loves’ (2/5)
At være venner med Twin Shadow og Oh No Ono burde borge for en vis kvalitet. Men heldigvis er musikken også i orden hos albumdebutanterne, der meget vel kunne bryde igennem i år med deres catchy synthpop et sted mellem Passion Pit og Yeasayer.

Lyt til ‘True Loves’:

Tyler, The Creator ‘Goblin’ (9/5)
Behøver vi sige andet end WOLF GANG! OFWGKTA-crewet har været her, der og alle vegne i år, og når førerhunden Tyler med den karakteristiske dyyybe vokal slipper soloalbummet ‘Goblin’, vil hypen sandsynligvis nå nye højder.

Lyt til ‘Yonkers’:

The Antlers ‘Burst Apart’ (9/5)
Debuten ‘Hospice’ var et af 2009’s stærkeste rockalbum, men forud for deres anden fuldlængde har amerikanerne varslet en ændring henimod et mere elektronisk udtryk. Hvordan stilskiftet falder ud, bliver spændende at høre.

Lyt til ‘Putting the Dog to Sleep’ (live til SXSW 2011):

Okkervil River ‘I Am Very Far’ (9/5)
Bundniveauet plejer at være imponerende højt hos Will Sheff og co. Så hvis det går, som vi tror (og håber!), præsterer americana-gruppen endnu en omgang solid sangskrivning garneret med tankevækkende tekster.

Lyt til ‘Mermaids’:

Gang Gang Dance ‘Eye Contact’ (9/5)
Det 11 minutter lange mindfuck ‘Glass Jar’ har effektivt understreget, at Brooklyn-slænget laver populærmusik helt uden for kategori – og hurra for det! Vi krydser fingre for flere lignende, bevidsthedsudvidende lyttegodter.

Lyt til ‘Glass Jar’:

Lil Wayne ‘Tha Carter IV’ (16/5)
Hiphoppens enfant terrible er klar til igen at dele vandene, når han dropper endnu et kapitel til ‘Tha Carter’-bogen. Og hey, singleforløberen ‘6 Foot 7 Foot’ er sgu et rimelig catchy opkog af blærerøvens velkendte byggeklodser.

Lyt til ‘6 Foot 7 Foot’:

Austra ‘Feel It Break’ (16/5)
Vi tipper, at den Toronto-baserede trio kommer til at sætte sit solide aftryk på musikåret 2011. Ikke alene laver de velsleben melankolsk synthpop; i Katie Stelmanis har de en sej frontkvinde med en endnu sejere stemme.

Lyt til ‘Lose It’:

When Saints Go Machine ‘Konkylie’ (16/5)
I vores verden er de ambitiøse electropopperes andet album helt klart et af forårets mest spændende danske udgivelser, og numrene ‘Kelly’ og ‘Add Ends’ lover godt for en varieret lytteoplevelse. Spændende!

Lyt til ‘Kelly’:

Rome ‘Rome’ (16/5)
Når Danger Mouse lufter et nyt projekt med gæstevokalister som Jack White og Norah Jones, kan det næsten ikke undgå at blive interessant. Inspirationen til debutalbummet er hentet hos den legendariske spaghettiwestern-komponist Ennio Morricone.

Lyt til ‘Two Against One’:

Friendly Fires ‘Pala’ (16/5)
De energiske danserockere imponerede tilbage i 2008 med deres selvbetitlede debut. Efter mere end to års tilblivelsestid kunne man frygte en svær toer, men singlen ‘Live Those Days Tonight’ tyder på, at de stadig har krudt i kanonen.

Lyt til ‘Live Those Days Tonight’:

Thurston Moore ‘Demolished Thoughts’ (23/5)
Som medlem af Sonic Youth er han kendt som støjrockens ranglede godfather, men på egen hånd dyrker Thurston Moore mere blide og harmonidyrkende dyder. Hvilket forsmagen ‘Benediction’ er et glimrende eksempel på.

Lyt til ‘Benediction’:

Cults ‘TBA’ (30/5)
I starten af året udråbte vi Cults som et af de nye navne, der er værd at holde øje med i 2011. Forhåbentlig lever den 60’er-poppede duo op til tilliden, når de albumdebuterer via mægtige Columbia Records.

Lyt til ‘You Know What I Mean’:

SebastiAn ‘Total (30/5)
Ok, det franske Ed Banger-slæng er ikke helt så hot som for et par år siden, men måske er det omvendt en fordel for SebastiAn, at han ikke skal kæmpe med en horde af electro-copycats, når han udsender sin første langspiller.

Lyt til ‘Embody’:

Arctic Monkeys ‘Suck It and See’ (6/6)
Meningerne var delte, da britrockerne slap singlen ‘Brick by Brick’ løs i sidste måned. Siden har de afsløret, at den ikke er repræsentativ for albummet, og at de tværtimod denne gang har ladet sig inspirere af deres første album. Det lyder jo ikke dumt!

Lyt til ‘Brick by Brick’:

Junior Boys ‘It’s All true’ (13/6)
Få bands laver så florlet electropop som det canadiske makkerpar Jeremy Greenspan og Matt Didemus. Og hvis resten af duoens fjerde studiealbum kan leve op til singleforløberen ‘ep’, så går vi en lys og let sommer i møde.

Lyt til ‘ep’:

YACHT ‘Shangri-La’ (20/6)
Forvent det uventede. Det var opskriften på den symbolglade artpop-duos glimrende 2009-debut ‘See Mystery Lights’. Og alene titlen på deres nye single ‘Dystopia (The Earth Is on Fire)’ tyder på flere kreative krumspring på opus nummer to.

Lyt til ‘Dystopia (The Earth Is on Fire)’:

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af